Skuffelse for hårdtprøvede Liverpool inden vital kamp mod Basel på Anfield.
Der er tidspunkter, hvor man vil ønske historien aldrig gentager sig, fordi vi har taget ved lære af den og er videre i teksten. Og så er der dage, hvor man kan bruge historien som et mentalt støtteben i en mørk og trængselsfuld tid.
Liverpools spillere og kernepublikum vil nok foretrække det sidste. Midt i en tid, hvor holdet fra Merseyside har mere end svært ved at få spillet til at glide, var der en lille smule opmuntring at hente, da det blev til uafgjort 2-2 ude mod Ludogorets.
Bare tre minutter var Jordan Henderson fra at blive matchvinder, da Georgi Terzien steg til vejrs og med Glenn Johnson som søvngængerpassiv tilskuer headede udligningen hjem. Dermed fik Liverpool ikke den første sejr i fire uger, og holdet har stadig kriseprædikatet hængende over sig som en blinkende guillotine, men det var - trods alt - tæt på gevinst.
Når spillet ikke fungerer, må man søge varme og forhåbning i statstikkens annaler. For ti år siden stod Liverpool i en situation, hvor man skulle slå Olympiakos for at komme videre til knock out fasen. Og trods et hurtigt mål i græsk favør, lykkedes det at vende et truende nederlag til en pinligt nødvendig 3-1-sejr. Ja, det sluttede med totaltriumf i maj 2005, da AC Milan blev besejret i en af de mest dramatiske finaler i Champions League historien.
Det er den slags succesoplevelser, Liverpool må klynge sig til i en tid, hvor savnet af især målmaskinen Luis Suarez stadig bider hårdt i holdets selvbevidsthed. De gode nyheder er, at Liverpool stadig kan ordne paragrafferne hjemme mod Basel i sjette og sidste spillerunde. De dårlige er, at svaghedstegnene på holdet igen og igen viser sig at være nærværende og svære at ryste af sig.
Ironisk nok er det formentlig en sidste sæson, hvor Liverpool længe lignede en rygende varm mesterskabskandidat, som giver bagslag. Et hold, som i offensiv vildskab og målhunger var uden sidestykke, dækkede også over fejl og mangler defensivt. En halvdårlig målmand i Simon Mignolet, defensivt mangelfulde typer som Glenn Johnson og katastrofemagneten Kolo Touré og som elefanten i porcelænsbutikken klublegenden Steven Gerrard, som med nød og næppe fik holdt renomméet i hævd fra en mere tilbagetrukken rolle på den centrale midtbane.
Daniel Sturridges skadessituation har forstærket en offensiv uden Luis Suarez snertende løb. For når erstatningen er en mere statisk spiller som Mario Balotelli, og når Rickie Lambert øjensynligt har været mere end tilfreds med at skifte fra stamspiller i Southampton til bænkebider på Anfield, mangler der i snart sagt alle led.
Tendensen var tydelig også i mødet mod Ludogorets. For nok kom Liverpool tilbage i opgøret, fik vist vilje og fokus, da først Lambert og siden Henderson sørgede for en pauseføring. men det er symptomatisk, at man ikke kan lukke kampen og slutter kampen med at bakke og åbne for tilfældigheder, der i værste fald kunne have sendt holdet definitivt ud i mørket.
Det skete ikke, og Liverpool lever. Endnu. Det bliver en feberagtig finale den 9. december hjemme mod Basel. Det bliver ikke nemt. Historien har før smilet til Liverpool. Men smilet ser ud til at være stivnet.
