Hvis Kevin Magnussen næste år skal avancere fra sin plads som reservekører hos McLaren kræver det, at danskeren slår enten Jenson Button eller Fernando Alonso af pinden hos det engelske Formel 1-team.

Der har været spekuleret i, at en Jenson Button-exit er Magnussens bedste mulighed for at komme tilbage og køre løb for McLaren til næste sæson. Men nu afviser McLaren-chef Ron Dennis, at 35-årige Button er i fare for at blive droppet efter denne sæson, hvilket det ellers er blevet antydet i flere engelske medier.

»Jenson Button har en to-årig kontrakt med McLaren. Vi tænker ikke en gang på andre kørere i øjeblikket,« fastslår Ron Dennis overfor Sky Sports.

McLaren har haft det ekstremt svært i denne sæson, hvor den nye Honda-motor slet ikke har kunnet følge med konkurrenterne. Derfor har Alonso og Button i alt samlet sølle fem point til VM-stillingen - senest fik Alonso et enkelt point på Silverstone-banen i søndagens grandprix. Men der er udelukkende rosende ord at hente om de to kørere fra Ron Dennis.

»Begge gør et formidabelt stykke arbejde. Det ville være meget, meget nemt for dem begge at være kritiske over for McLaren, men det er de ikke,« siger chefen.

Med udtalelserne virker det ikke umiddelbart som om, at der er optræk til bedre tider hos McLaren for Kevin Magnussen, som for nyligt antydede overfor BT, at der nu skal til at komme en afklaring på danskerens fremtid. Hans tålmodighed er ganske enkelt ved at være brugt op efter en sæson ude i kulden.

»Det har været frustrerende at sidde på sidelinjen – det er surt ikke at vide, hvad man skal, så den situation, håber jeg ikke, fortsætter særlig lang tid endnu. Vi er nu nået til ’silly season’ - det er nu, fremtiden skal på plads,« sagde Magnussen til BT.