Dommer Michael Johansen indrømmer, at han overså et straffespark i fredagens Superliga-kamp mellem Silkeborg og FC Vestsjælland.

Der var flere diskutable kendelser i kampen, som FC Vestsjælland vandt 2-1. Særligt Silkeborg følte sig i flere situationer bortdømt. Især en situation fra første halvleg, hvor Anders Kure fik godt ram på Sune Killerich i det kriminelle felt, vakte vrede i den jyske lejr.

Michael Johansen undlod nemlig at dømme straffe, men han indrømmer nu, at det var en fejl.

- Vi har kigget den igennem, og jeg kan se, at Vestsjælland-spilleren gennemfører sin tackling. Herfra ligner det et straffespark, der ikke bliver dømt, sagde Michael Johansen til TV3 Sport efter kampen.

- Jeg synes ikke, det er sjovt, at vi har set noget på banen, og det så viser sig, at der skete noget andet. Vi skal tilbage og evaluere på det og se, hvad vi kan gøre bedre, lød det fra ham.

Silkeborg-spillerne var efter kampen også utilfredse med det straffespark, som FC Vestsjælland fik tilkendt, der sikrede dem sejren.

Men Michael Johansen står fast på, at der var straffespark i situationen, der førte til Vestsjællands sejrsmål.

- Det er kun et lille skub, han (Joel Tshibamba, red.) får, men det er nok til, at han kommer i ubalance. Silkeborg skal være glade for, det kun blev til et gult kort i situationen.