FC Barcelona har ikke haft klubbens bedste sæson, og der spekuleres derfor i, at Gerado 'Tata' Martino ikke vil være at finde på den spanske storklubs bænk til den kommende sæson.

Men hvis Barcelona havde udset sig Borussia Dortmunds succestræner Jürgen Klopp som afløser for argentineren, må de se sig om efter en anden kandidat. Klopp smiler således af historierne, der sætter ham i forbindelse med det eftertragtede sæde i Barcelona. Han vil ikke rejse fra sin tyske klub:

- Det behøver ingen at spekulere over, siger Klopp til klubbens hjemmeside.

- Vi er alle sammen, ganske som før, en lille smule forelskede i den her klub og den måde, som tingene kører på her, lyder det loyalt fra den farverige træner, der er kendt for sin medlevende adfærd på sidelinjen.

Jürgen Klopp forlængede i denne sæson sin kontrakt med de tyske vicemestre, således han og Dortmund har papir på hinanden frem til sommeren 2018.