Adam Lallana udlignede fem minutter før tid, da Liverpool fik 1-1 ude mod Manchester United i Premier League.

Foran 1-0 kunne Manchester United og manager Ole Gunnar Solskjær søndag aften dufte en sejr og en stor skalp hjemme mod rivalerne fra Liverpool.

Men fem minutter før tid satte indskiftede Adam Lallana en stopper for hjemmeholdets fest og sørgede for 1-1 i rivalernes Premier League-dyst.

Forinden havde kampens videodommere været i fokus, da et mål af Marcus Rashford i første halvleg blev godkendt, mens Liverpools Sadio Mané fik underkendt et mål.

Foto: RUSSELL CHEYNE
Vis mere

Liverpool er stadig på førstepladsen, men forspringet til forfølgerne og de forsvarende mestre fra Manchester City er reduceret til seks point efter weekendens resultater.

For Manchester United havde en sejr været yderst tiltrængt. Med 1-1-resultatet mod topholdet har United 10 point på 13.-pladsen, og der er syv point op til top-4.

En skade havde gjort Uniteds Paul Pogba ukampdygtig, mens Liverpool manglede Mohamed Salah i søndagens opgør.

Uden egypteren i startopstillingen var de offensive initiativer i første omgang overladt til kollegerne Sadio Mané, Divock Origi og Roberto Firmino.

Foto: PETER POWELL
Vis mere

Sidstnævnte var involveret i flere farlige angreb og fik blandt andet en stor chance foran kassen, men brasilianeren manglede skarphed.

Den havde Marcus Rashford til gengæld i den anden ende. Angriberen satte foden på et perfekt indlæg fra Daniel James, og United var foran 1-0 efter 36 minutter.

Målet påkaldte sig imidlertid heftige protester fra Liverpool-lejren, der mente, at der forinden var begået et frispark på Origi længere fremme på banen.

Målet fik lov at stå, og kort efter kom videodommerne igen i aktion, da Mané udlignede for Liverpool. Senegaleserens scoring blev annulleret på grund af hånd på bolden, og United gik til pause foran 1-0.

Rashford var tæt på at blive dobbelt målscorer med et hårdt skud midtvejs i anden halvleg, men afslutningen sneg sig akkurat uden om stolpen.

Tiden arbejdede for United, men fem minutter før tid gik det alligevel galt for Solskjærs tropper.

Et indlæg fra venstre sejlede hele vejen gennem United-defensiven og til bageste stolpe, hvor indskiftede Lallana stod klar til at score nemt til 1-1.

/ritzau/