Godt nok er Riza Durmisis forældre er fra Albanien, men den lille brøndbybacks pas er rødbederødt som enhver anden dansk drengs, og den eneste nationalsang han kender, er ’Der er et yndigt land’.

Derfor var der ingen mærkelige følelser, da han fredag aften for første gang stod i rødt og hvidt foran et propfyldt Parken. Kun lykke og stolthed.

»Jeg fik kuldegysninger. Siden jeg var helt lille, har jeg drømt om at stå i Parken foran et fyldt stadion og høre den danske nationalsang, så det var kæmpe stort for mig,« sagde han efter kampen mod sine forældres fødeland.

»Inden kampen tænkte jeg, at det var lidt specielt, men da vi først var i gang, tænkte jeg ikke på, hvem vi spillede mod. Der tænkte jeg kun på at få de tre point«.

Lidt nervøsitet kunne Durmisi dog ikke sige sig fri for:

»Der var lidt kriller i maven. Der var et fint spændingsniveau, men så snart jeg trådte ind på banen, tænkte jeg ikke på det«.

Backen leverede en godkendt indsats og var efterfølgende en af de danskere, der fik særskilt ros af landstræner Morten Olsen.

Selv har han ikke gjort sig meget tanker om, hvordan hans hjemmebane debut for landsholdet gik:

»Det tænker jeg ikke på lige nu, for jeg ville rigtig gerne have haft de tre point. Men hvis jeg skal kigge tilbage, synes jeg det var en fin kamp«, lød det fra Riza Durmisi.