Egentlig ville Freiburg helst være fri for situationen, men klubben har alligevel valgt at protestere over, at Bayern München kortvarigt havde 12 spillere på banen, da de to hold i weekenden mødtes i Bundesligaen.

Sådan lyder det på klubbens hjemmeside.

Nu er det op til Det Tyske Fodboldforbund (DFB) at beslutte, om Bayern München, som vandt kampen 4-1, skal straffes.

Hændelsen opstod efter 85 minutter af lørdagens opgør, da Bayern München ville lave en dobbeltudskiftning.

Kingsley Coman, der skulle have været skiftet ud, gik ikke fra banen. Først da Freiburgs Nico Schlotterbeck efter 15-16 sekunder gjorde dommeren opmærksom på, at noget var galt, blev kampen afbrudt.

I den kortvarige periode skete der intet afgørende i opgøret.

For at DFB skulle tage sagen op, skulle Freiburg nedlægge protest. Det har forbundet ifølge reglerne ikke ret til at gøre af egen kraft.

Den procedure er Freiburg træt af.

»I princippet har vi overhovedet ingen interesse i at spille en aktiv rolle, som er pålagt os mod vores vilje af procedureårsager, og vi er ekstremt utilpasse i det,« skriver Freiburg på sin hjemmeside.

Klubben har dog valgt alligevel at nedlægge protest for blandt andet at skabe fokus om netop den procedure, der kræver, at Freiburg er nødt til at spille en aktiv rolle i en sag, hvor klubben ikke har haft indflydelse på den fejl, der er begået.

Derudover ønsker Freiburg en afklaring af, hvad der i fremtiden sker, hvis et hold kommer til at have 12 spillere på banen samtidig, som det var tilfældet for Bayern München.

Efter opgøret fortalte flere aktører, at fejlen skete som konsekvens af forvirring.

Indtil sidste sæson spillede Kingsley Coman med nummer 29 på ryggen. Nu spiller han med nummer 11 på ryggen.

Da Bayern München-træner Julian Nagelsmann lørdag besluttede at pille ham ud af opgøret, blev nummer 29 vist på udskiftningstavlen, men det reagerede han ikke på.

/ritzau/