Klublegenden John Terry afviser at forsætte i toppen af engelsk fodbold, efter Chelsea har valgt ikke at forlænge kontrakten, der udløber til sommer.

Efter Chelseas 5-1 sejr over MK Dons i FA Cup'en valgte klubbens forsvarsgeneral John Terry at offentliggøre, at han ikke fortsætter i Chelsea, når kontrakten udløber til sommer. Det er klubben, der ikke vil forlænge med John Terry.

»Ideelt set ville jeg have elsket at blive, men klubben bevæger sig i en anden retning,« siger John Terry ifølge BBC.

Til trods for at John Terry er blevet 35 år, har han ingen planer om at indstille karrieren. Fremtiden ligger dog ikke i en anden Premier League-klub:

»Nej, det ville jeg ikke kunne overfor Chelseas fans. Jeg ville ikke kunne spille for en anden Premier League-klub. Det bliver helt sikkert et andet sted,« siger han og tilføjer om sin sidste tid i klubben:

»Min præstation kommer ikke til at ændre sig - måden jeg træner på, hvad jeg giver til klubben. Jeg vil give alt og slutte godt af - på 100 procent god fod med klubben.«

I alt har John Terry spillet over 650 kampe for Chelsea siden debuten i 1998 og været med til at vinde Premier League fire gange, FA Cup'en fem gange, og i 2012 hjemførte han klubbens første Champions League-trofæ.