Efter en elendig start på sæsonen meldte Juventus sig søndag ind i topkampen i Serie A, da det blev til en sejr på 3-0 over Palermo på Sicilien.

De forsvarende italienske mestre fra Juventus har stille og roligt kravlet op igennem tabellen efter nederlagene i starten af sæsonen. Efter 0-0 ved pausen vandt Juventus 3-0 over Palermo.

Kroaten Mario Mandzukic åbnede målscoringen, da den tidligere Bayern München-spiller steg til vejrs på et indlæg fra Paulo Dybala og headede bolden forbi Stefano Sorrentino i hjemmeholdets bur.

Målet så længe ud til at blive kampens eneste, men til sidst scorede først Stefano Sturaro og dernæst Simone Zaza.

Resultatet betyder, at Juventus nu har 24 point for 14 kampe på femtepladsen i Serie A. Inter fører med 30 point for en kamp færre.