Messi stjal billedet, da Barcelona smed de engelske mestre ud af verdens bedste turnering. Både Luis Enrique og Messis tidligere holdkammerat Thierry Henry hyldede efterfølgende Messi som verdens bedste.

Når man sammenligner Ronaldo og Messi, fremhæves Ronaldo altid som den med det største ego. Ifølge Henry, der spillede sammen med Messi i sin tid i Barcelona, så er det ikke ensbetydende med, at Messi ikke har noget ego.

»Han har et ego. Selvfølgelig har han et ego. Tror du, man kan gøre det, han gør, uden et ego? Det er ikke en dårlig ting. At have et ego er ikke en dårlig ting. Når du ved, du er så god, så har du brug for et ego,« konstaterede Henry på Sky Sports.

»Jeg er ked af det og oprevet på hans vegne, fordi folk tvivler på ham. Hvordan kan du tvivle på sådan en fyr?« fortsatte Henry.

Også Barcelonas træner, Luis Enrique, var imponeret over den argentinske troldmand.

»Vi ved alle, hvad Messi er. Han er uden tvivl den bedste fodboldspiller i verden. Han er også den bedste i fodboldens historie,« proklamerede spanieren efter kampen ifølge Goal.com.

På Twitter blev Messis fantastiske aften også hyldet. Gary Lineker, tidligere engelske fodboldspiller og nuværende kommentator, slog i et tweet fast hvem af Ronaldo og Messi der er bedst.

»Messi er uden tvivl den bedste spiller, der nogensinde har spillet. Det kan ikke diskuteres.« Slog Lineker fast.

Barcelona er nu klar til kvartfinalerne, og Messi og co. må anses som værende blandt topfavoritterne til titlen.