Jerome Boateng har ikke mange pæne ord tilovers til sin gamle klub, Manchester City.

Et af de mere spændende opgør i årets gruppespil må siges at være aftenens møde mellem Bayern München og Manchester City. Dette opgør har tilmed fået lidt ekstra krydderi, efter tidligere City-spiller Jerome Boateng er ude og kritisere det dårlige sammenhold hos sin tidligere arbejdsgiver.

 - De er en kæmpestor trup, og de havde ingen følelse af sammenhold da jeg var der, lyder de hårde ord fra tyskeren, som heller ikke levner City de store chancer i forhold til Champions League-titlen.

 - Jeg kan ikke se dem i finalen, for der er andre [der er bedre]. Vi har et bedre hold.

Boateng havde da heller ikke en ønsketid i den engelske rigmandsklub. Kun 24 optrædener i den lyseblå trøje blev det til, og et voldeligt sammenstød på træningsbanen med primadonnaen Mario Balotelli hjalp ikke den tyske landsholdsspillers chancer. Han har dog et tilsyneladende fint forhold til flere af City-spillerne.

 - Jeg har stadig kontakt med spillerne i England, og jeg vil helt klart drille dem [hvis vi vinder].

Bayern München vandt deres første CL-kamp mod Villareal 2-0, mens City måtte tage til takke med 2-2 mod et veloplagt Napoli-mandskab.