Johan Wiland var bestemt ikke tilfreds med Celtic-spillernes adfærd, efter Malmø havde tabt snert til skotterne i første runde af Champions League-playoff.

2-3 er ellers et ganske udmærket resultat for Wilands Malmø FF. De to udebanemål kan vise sig at være guld værd i returopgøret i Sverige. Men det afholdt ikke den tidligere FCKer fra at sende en verbal bredside afsted mod Celtic.

»De er svin alle sammen, sådan er det. Det handler bare om at forsøge at være cool og gøre det, vi skal på fodboldbanen,« lød det kontant fra den svenske målmand til Kvallsposten umiddelbart efter kampen.

Særligt barsk er han over for den dobbelte målscorer Leigh Griffiths.

»Griffiths er - jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Han opfører sig som en møgunge. Han flår i spillerne.«

Wiland har mulighed for at revanchere sig over for 'møgungen' på tirsdag, hvor Malmö tager imod Celtic på Swedbank Stadium i det afgørende slag om en plads i Champions League-gruppespillet.