»Når det går godt, og det svier i dine øjne, så nyder jeg det endnu mere. Præcis som når jeg spiller fodbold. Det giver et ekstra kick når du får ondt i maven, det er det bedste.«

Sådan lød Zlatan Ibrahimovic' angreb på journalisten Olof Lundh under onsdagens pressekonference forud for Sveriges EM-kvalifikationskamp i Rusland. Zlatan har længe haft et anstrengt forhold til den svenske presse, og onsdagens batalje har for alvor fået debatten til at koge i hjemlandet.

Aftonbladet melder således om heftige meningsudvekslinger mellem fremtrædende, svenske mediepersonligheder på TV 4s morgenprogram 'Nyhetsmorgon' i kølvandet på Zlatans verbale angreb. En af deltagerne i tv-debatten var den tidligere svenske justitsminister, socialdemokraten Thomas Bodström, der torsdag udtalte sig kritisk om Zlatan Ibrahimovic' relationer til det svenske pressekorps.

»Det har været næsten patetisk hensynsfuldt. Som i et diktatur. Ingen har vovet at skrive noget om Zlatan. Zlatan er fantastisk, men han har også vældigt mange dårlige sider. Han har systematisk truet medierne og boykottet aviserne.«

Bodström, der selv har spillet fodbold på topplan i AIK Stockholm i slutningen af 80erne, fastslog, at Zlatan Ibrahimovic kommer til at få det svært, når karrieren inden længe er forbi.

»Alle ved, at Zlatan er igang med sin sidste eller måske næstsidste sæson som professionel. Medierne er begyndt at køre det tunge skyts frem og er begyndt at sige fra. Det havde været utænkeligt for tre-fire år siden. Zlatan kommer til at få det hårdt efter karrieren. Der er mange, der gerne vil give igen,« konstaterede Boström, der var justitsminister tilbage i 2000-06 i Göran Perssons regering, og som siden blandt andet har gjort sig bemærket som krimi-forfatter.