Cristiano Ronaldo holder sig kun lige akkurat blandt verdens tre bedste fodboldspillere. Sådan lyder det fra den respekterede spanske journalist og forfatter Guillem Balague.

For ja, vi er nået til den tid på året, hvor spekulationerne – og debatten – om, hvem der bør kalde sig verdens bedste fodboldspiller for kalenderåret 2015 for alvor er ved at begynde: Der er en Ballon d’Or-uddeling forude.

I en spørgsmål/svar-seance med læserne på Sky Sports giver Guillem Balague så sit syn på sagen.

»Cristiano har peaket, men hans niveau er stadig over de fleste spillere i verden. Messi har vundet alt med FC Barcelona, og selv om han har siddet udenfor i to måneder, bør det ikke sløre det faktum, at han har været fantastisk i 2015,« lyder det fra Guillem Balague, der har skrevet bøger om både Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

Den spanske journalist påpeger, at Lionel Messis position øverst på tronen i virkeligheden bør trues af en holdkammerat.

»Neymar er verdens næstbedste spiller, men Ballon d’Or-stemmerne blev afgivet inden Clasico, så minderne om en bedre Ronaldo kan muligvis give ham andenpladsen,« vurderer Guillem Balague med reference til weekendens FC Barcelona-afklapsning af Real Madrid, hvor især Neymar strålede med både mål og oplæg.

Og blandt brasilianerens landsmænd er der ikke tvivl om, at Neymar lige nu er bedre end alle andre.

»I sin nuværende form er Neymar verdens bedste,« siger Ronaldinho.

Han bakkes op af Ronaldo (den oprindelige), der dog ikke mener, at han vinder i år.

»Det bliver nok igen et kapløb mellem Messi og Ronaldo i et år eller to endnu. Men jeg tror, at Neymar kan vinde allerede næste år. Han udvikler sig stadig og bliver bedre og bedre, mens Cristiano Ronaldo og Messi har nået deres maksimum,« siger Ronaldo (den oprindelige, brasilianeren) til Reuters.

Indtil videre er 23 spillere nomineret til Ballon d’Or, men den 30. november skæres antallet ned til kun tre styk.

Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez - verdens tre bedste?
Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez - verdens tre bedste? Foto: PAUL HANNA
Vis mere

FC Barcelona-træner Luis Enrique har på et pressemøde fredag utvetydigt sagt, at han har verdens tre bedste spillere på sit hold.

»Jeg synes ikke, at det ville være skørt, hvis Messi, Neymar og (Luis, red.) Suarez bliver Ballon d’Or-finalisterne. De er alligevel verdens bedste,« siger Luis Enrique.

Den tidligere tyske målmand Oliver Kahn holder dog stadig på Cristiano Ronaldo, der har vundet prisen de to seneste år.

»Jeg tror, at Ronaldo vinder igen. Det er en mand, der kalder sig verdens bedste – og hvem kan fortænke ham i det?« spørger tyskeren på FIFAs hjemmeside.