Spanien har nu muligheden for at vinde EM i fodbold tre gange på stribe.

Det blev en kendsgerning fredag aften, da det spanske landshold kvalificerede sig til slutrunden næste år ved at besejre Luxembourg med 4-0 i Gruppe C.

Målene blev scoret af Santi Cazorla og Francisco Alcacer, der delte dem ligeligt mellem sig.

Spanien vandt også EM i 2008 og 2012, men på den glade aften i Logrones var der også bekymring for landstræner Vicente del Bosque. For allerede tidligt i første halvleg måtte både David Silva og Alvaro Morata lade sig udskifte med skader efter nærkontakt med luxembourgske modstandere.

Her kom Francisco Alcacer i øvrigt ind, så lidt positivt var der trods alt at tolke på problemerne.

I gruppe er C er der i øvrigt nu tæt kamp om den anden direkte EM-billet, da Ukraine og Slovakiet nu ligger side om side med hver 19 point – fem færre end Spanien.

Også Schweiz blev klar til EM fredag aften. Det skete også via en komfortabel sejr over en af europæisk fodbolds miniput-nationer: San Marino. Alpelandet vandt med hele 7-0 i Gruppe E, og da nærmest konkurrent, Slovenien, snublede med 1-1 mod Hviderusland, kunne schweizerne slippe glæden løs. Utroligt nok blev de syv målene scoret af syv forskellige spillere.

Sverige vandt i Gruppe G med 2-0 over Liechtenstein, men EM kom ikke tættere på af den grund. For Rusland slog Moldova med 2-1 og skal nu bare spille mindst uafgjort i sidste runde for at blive slutrunde-klar.

Følgende hold er klar til EM: Frankrig, Island, Tjekkiet, Spanien, Schweiz, England, Nordirland, Østrig, Portugal.