KOMMENTAR

Dansk fodbold kunne så godt trænge til en kærlig hånd. Men i en tid, da både klubber og landshold slider med dårlig økonomi og svigtende resultater, spilder hovedpersonerne tid og kræfter på konflikter, der burde kunne løses i mindelighed og til gavn for fodboldens udvikling. Sådan som man gør i alle andre lande.

Inden for de senere år har først Feriepengesagen og siden overenskomstforhandlingerne skabt dårlig stemning og afgrundsdyb mistillid mellem klubberne og spillernes organisationer, Divisionsforeningen og Spillerforeningen, og i stedet for at landsholdet skulle være en del af noget større, som det hedder i DBUs nyeste slogan, er det med den igangværende konflikt bare blevet en del af noget rod. Det handler meget mindre om økonomi og solidaritet, end det handler om personlige og organisatoriske magtkampe i et betændt politisk miljø.

For hvad er det egentlig, de diskuterer? Jeg er ikke sikker på, at ret mange har forstået, hvad det hele går ud på. I hvert fald er det en misforståelse, hvis man tror, at det handler ret meget om den lønnedgang på 17 procent, DBU onsdag i sidste uge bad spillerne acceptere. I bund og grund er landsholdsspillerne parate til at acceptere en lønnedgang.

Den egentlige konflikt drejer sig om forholdet mellem DBU og Spillerforeningen, parternes ønske om indflydelse, og om en ny bombastisk DBU-direktør, Claus Bretton-Meyer, der er stødt sammen med en garvet og konfliktvant spillerforeningsdirektør, Mads Øland.

Selv når spillerne er med landsholdet, er de ansat af deres klubber på den overenskomst, Divisionsforeningen og Spillerforeningen indgik under stort ståhej sidste år. Der er altså ikke tale om et ansættelses- eller overenskomstforhold mellem spillerne og DBU, og Spillerforeningen har derfor ikke nødvendigvis noget med landsholdsspillernes aflønning at gøre, hvilket har fået DBU til at afvise Spillerforeningen som aftalepartner. Nu er det bare sådan, at spillerne har valgt Spillerforeningen til at repræsentere sig, selvom de kunne have valgt en hvilken som helst anden advokat, hvilket er en kæmpe økonomisk, præstigemæssig og magtfuld appelsin i spillerforeningsformand Mads Ølands turban. Den vil han kæmpe for at beholde.

Spillerforeningen vil også kæmpe for at få del i de kommercielle rettigheder, der lige nu ligner en gordisk knude. For hvem har egentlig de kommercielle rettigheder? Tja, sidste år aftalte klubberne og spillerne, at de kommercielle rettigheder ligger hos klubberne, og faktum er, at der er en stiltiende accept mellem DBU og klubberne om, at DBU tager klubberne med på råd, inden de bruger spillerne til kommercielle formål. Eksempelvis ville spillerne fra FC København eller OB, der har Carlsberg som sponsor, aldrig få lov at reklamere for Royal Unibrew, mens de var i landsholdsregi. Det gør det unægtelig lidt bizart, at DBU og Spillerforeningen nu kæmper om, hvem der skal kunne indgå aftaler om disse rettigheder.

Denne konflikt handler om meget mere end en lønnedgang på 17 procent. Det er som så mange gange før en konflikt mellem to af fodboldens magtfulde organisationer, der kæmper om vigtige økonomiske og magtfulde rettigheder.