Arsenal gjorde det, alle de andre hjemmehold denne lørdag ikke kunne, da det lykkedes at sejre på Emirates med 2-1 over Crystal Palace. Først i overtiden sikrede Aaron Ramsey de tre point med sin afgørende scoring. Før Arsenals sejr var seks andre kampe i Premier League-premieren sluttet uden en sejr til hjemmeholdet.

Crystal Palace, der fredag blev ramt af en chokerende optakt til kampen, da manager Tony Pulis smuttede efter en 'gensidig aftale' med klubben, kom ellers overraskende foran 10 minutter før pausen, da Arsenals zoneopdækning slog fejl på et hjørnespark.

Den tidligere FC København-spiller Brede Hangeland havde stillet sig op ved den lave Alexis Sanchez, og da Arsenal-debutanten gav slip på Brede Hangeland, kunne nordmanden nemt springe over den næste mand i opdækningen Laurent Koscielny og heade sit hold foran. 

Dermed fik Hangeland en flot start på sit nye eventyr i Crystal Palace, efter han noget spøjst blev fyret af Fulham over en mail, da sidste sæson gik på hæld.

Alexis Sanchez og Laurent Koscielny skulle dog få deres hævn mod Brede Hangeland i overtiden af første halvleg. Sanchez' frispark landede i panden på midterforsvareren Koscielny, der var løbet fra fri af Brede Hangeland, og så var der skabt balance i opgøret. 

Arsenal pressede i anden halvleg på for at tage alle pointene, mens gæsterne kæmpede hårdt for det ene point. Så hårdt, at Jason Puncheon røg ud kort før tid, fordi han tacklede for voldsomt på Nacho Monreal. 

Med en mand i overtal lykkedes det Arsène Wengers mandskab at score det sejrsgivende mål, da Aaron Ramsey tæt under mål kunne sende bolden det sidste stykke over stregen efter lidt klumpspil i Crystal Palaces felt. 

Dermed er Arsenal kommet perfekt fra land, mens nederlaget må gøre ondt hos gæsterne, der længe så ud til at få noget med hjem fra Emirates.