Fodboldgiganten Manchester United har taget betegnelsen sikkerhedsvagt til et nyt niveau.

Som den første sportsklub nogensinde i England har den engelske storklub ansat en anti-terror manager på fuld tid til at sikre klubben mod terrorangreb.

Det skriver blandt andre BBC.

Det er en tidligere chef fra specialstyrken i Greater Manchesters politistyrke, som er hentet ind til stillingen, der er oprettet som en konsekvens af den øgede terrortrussel i Vesten.

Det sker i forlængelse af, at man allerede har øget sikkerhedsforanstaltningerne omkring klubbens stadion Old Trafford. Her bliver bilerne på stadionanlæggets parkeringspladser rutinemæssigt checket, ligesom fansene bliver tjekket ved tælleapparaterne på vej ind til tribunerne.

Netop Manchester United oplevede tilbage i maj sidste år, hvad man i første omgang troede var en terrortrussel.

Det, der lignede en bombe på et toilet, fik klubben til at evakuere hele Old Trafford og aflyse en hjemmekamp mod Bournemouth. Det viste sig dog efterfølgende at være en falsk bombe, som var blevet glemt på toilettet i forbindelse med en terrorøvelse tidligere på ugen.

Den øgede fokus på terrorberedskab skal yderligere ses i lyset af, at den britiske labour-politiker Ruth Henig sidste år opfordrede til at, at underholdsningsarenaer skulle tvinges til at modtage træning i terrorberedskab.