Det startede som en joke, da den engelske universitetsklub Rutherford Raiders lagde et billede på nettet, hvor man havde prydet spillertrøjen med pornohjemmesiden PornHubs logo.

Joken blev imidlertid hurtigt meget reel, da PornHub selv kontaktede klubben, som hører til Kent University, og tilbød at blive trøjesponsor. Det beretter studenteravisen The Tab.

Glæden over at have sikret sig en ny trøjesponsor forstummede hurtigt, da skolens ledelse truede med udelukkelse, da holdet træner på skolens område. Det skriver The Mirror.

- Sponsorer af denne type er helt uacceptable og vil aldrig blive godkendt, fortæller en talsmand for universitetet.

Afvisningen kommer som en spand koldt vand i hovedet for holdet, der igennem en længere periode har døjet med sponsortørke.

- Jeg har endnu ikke mødt nogen, som ikke synes, det er en morsom idé, fortæller en af spillerne, der sammen med resten af holdet nu må begive sig ud på ny sponsorjagt.