Liverpool må endnu engang undvære Daniel Sturridge, denne gang som følge af en forstrukket muskel i hoften.

Sturridge, der måtte tage hjem fra Englands landsholdsamling forud for fredagens kamp i EM-kvallen mod Litauen, pådrog sig skaden mod Manchester United sidste søndag.

Den 25-årige angriber havde håbet på, at skaden var overfladisk, men scanningerne viser, at Sturridge skal sidde ude en måneds tid.

»Jeg er ked af det på Daniels vegne, han troede virkelig ikke, der var noget problem. Da vi scannede ham, og det viste sig, der var et problem, var han helt ødelagt, fordi han ikke ville forlade os (Englands landshold, red.). Han havde en mindre forstrækning, og det kan du ikke spille med,« siger den engelske landstræner, Roy Hodgson, til Skysports.

På grund af skaden misser Sturridge Liverpools kommende kamp mod Arsenal samt den vigtige anden kamp i  kvartfinalen mod Blackburn i FA-cuppen.

Angriberen har i denne sæson siddet på bænken i lidt mere end fem måneder på grund af tre forskellige skader. Desværre for Sturridge bliver skaderne ved med at drille ham.

Skaden gør det ikke nemmere for Liverpools træner, Brendan Rodgers, der i forvejen må se bort fra Steven Gerrard og Martin Skrtel, der har karantæne i de kommende kampe, samt Adam Lallana og Raheem Sterling, der begge er skadet.

Ligesom Sturridge blev Sterling også sendt hjem fra den engelsk landsholdssamling, men hans tåskade skulle dog ikke være ligeså alvorlig.