Selvom de to engelske landholds-forsvarere nu er pensionerede, har de ikke glemt deres klubtilhørsforhold. Rio Ferdinand og Jamie Carragher bruger nu deres erfaringer fra mange år i Premier League i henholdsvis Manchester United og Liverpool til at kloge sig som ekspertkommentatorer. Men de er stadig klar på en skarp duel, selvom den nu foregår på de sociale medier.

Rio Ferdinand åbnede ballet, da han i Daily Mail advarede mod, at United kunne ende som et nyt Liverpool. Det skete i kølvandet på nyheden om, at klubben angiveligt er enige med Jose Mourinho, som så skal afløse Louis Van Gaal til sommer. Mourinho, som sidste år blev fyret i Chelsea efter en katastrofal sæsonstart, vil i så fald blive den tredje manager i United efter Alex Ferguson.

»Jeg mener, at hvis de henter en anden (end Van Gaal, red.) ind, så er det er stor beslutning. For hvis det ikke går godt, så kan det ende med at blive en ond cirkel. Vi vil ikke gentage det, som Liverpool har gennemgået. Manchester United vil ikke ende derude, hvor man ikke vinder noget, ikke har succes og ikke er med i kapløbet om titlerne. Det har man ikke råd til, at det sker i United,« fastslog Ferdinand i interviewet.

De udtalelser fik Aggers gamle makker i Liverpools centerforsvar til tasterne.

»5 gange vinder af Europa Cup'en, hvad er problemet?,« spurgte Carragher kækt på Twitter.

Det så ud til, at Carragher åbenbart allerede har fortrængt, at Liverpool ikke har vundet mesterskabet siden 1990, og siden årtusindskiftet er det udover Champions League-triumfen i 2005 kun blevet til pokalsejre i FA Cup'en i 2001 og 2006, Liga Cup'en 2001, 2003 og 2012, samt en UEFA Cup-sejr i 2001. Mange pokaler, men alligevel næppe tilfredsstillende for en klub med de ambitoner og den historie, som Liverpool har.

Og det var Ferdinand da også hurtig til at påpege:

»LFC har ikke vundet Premier League, siden du var dreng, det er problemet!!«

Og den vendte Carragher - sjovt nok - ikke tilbage på...