Brandvarme Christian Eriksen var endnu en gang involveret i mål, da han sammen med Tottenham besejrede Fulham og William Kvist med 3-1.

Der var danskerduel i lørdagens tidlige Premier League-møde mellem Tottenham og Fulham. Den duel trak Eriksen sig bedst ud af. Han var således manden bag to Tottenham-mål og et begået straffespark. William Kvist spillede 90 anonyme minutter for udeholdet.

Heriblandt føringsmålet. På et knaldhårdt og præcist frispark ramte han sin brasilianske midtbanekollega perfekt, så han let kunne skubbe bolden det sidste stykke over stregen. Så var hjemmeholdet i front, men føringen holdt kun et minuts penge, før Fulham Steve Sidwell elegant kunne udligne til pausestillingen 1-1.

Anden halvleg var blot et par minutter gammel, før hjemmeholdet igen kom i front, da Harry Kane headede et indlæg i nettet. Og efter en times spil var det så igen Christian Eriksen, der var i oplæggerens rolle.

I en nærmest identisk situation som ved føringsmålet fandt danskeren en holdkammerat på et flot slået frispark. Denne gang var det den franske forsvarsspiller Younes Kaboul, der kunne glæde sig over sæsonens første scoring. Det lignede dermed en afgørelse på opgøret, men så tog Eriksen sagen i egen hånd. Bogstaveligt talt. Danskeren begik straffespark med et kvarter igen, da han noget klodset puffede til bolden med armen.

Heldigvis for Eriksen og Tottenham har de en sikker sidste skanse i målet. Hugo Lloris stod en fremragende kamp i målet, og på straffesparket hev han endnu en flot redning op af posen. Det var målscorer Steve Sidwell, der blev misbrugte for udeholdet.

Et begået straffespark ændrede ikke på, at Eriksen spillede endnu en stærk kamp for Tottenham, og der var således fortjente klapsalver til danskeren fra hjemmepublikummet, da han fem minutter før tid forlod banen.