Christian Eriksen fik efter et længereværende formdyk endelig bevist sin klasse, da han søndag leverede en pragtpræstation og blev matchvinder, da Tottenham tog en sen 2-1-sejr ude over Hull i Premier League.

Eriksen fik - i modsætning til de to forrige Premier League-kampe, hvor han var blevet flået ud i pausen - samtlige 90 minutter. Og det var afgørende for præstationen, mener den danske landsholdsspiller selv.

- Alle spillere vil spille mere end 45 minutter, men det er trænerens beslutning. Man skal arbejde hårdt. Jeg havde chancen i dag (i går, red.), og jeg viste, at 90 minutter er godt for mig. I de sidste par kampe blev jeg hevet ud efter 45. Heldigvis fik jeg mere mod Hull, siger Christian Eriksen til sportsitet espnfc.com og fortsætter:

- Jeg er en type, som elsker at have bolden. Jeg synes ikke, man får noget ud af mig, hvis jeg ikke får bolden. I denne kamp fik jeg den meget og forsøgte at skabe store chancer. I sidste ende fik vi heldigvis de tre point, siger Eriksen ifølge espnfc.com.

Danskeren scorede det forløsende 2-1-mål i kampens sidste minut. Det var hans fjerde Premier League-scoring i denne sæson, og han står nu i alt noteret for 14 scoringer i sit første halvandet år i London-klubben.