Tottenham styrer mod Champions League-exit med Christian Eriksen som syndebuk.

Da Christian Eriksen i september skrev under på en ny fire-årig kontrakt, var det til begejstring fra Spurs-fans verden over. To måneder efter hagler kritikken over Tottenham-danskeren.

Foran rekordmange 85.512 tilskuere på Wembley skuffede Christian Eriksen og Tottenham i aftes mod tyske Leverkusen i et opgør, hvor offensiven igen haltede for Tottenham. Den offensiv, som Christian Eriksen er udset til at være arkitekten bag, men som i både Champions League og den hjemlige liga skyder med løst krudt i denne sæson. Det udnyttede Leverkusen til at nappe en 1-0-sejr og overtage Tottenhams andenplads i Gruppe E.

»Christian Eriksen ligner en mand ude af form,« konstaterede Premier League-ikonet og nuværende fodboldekspert Andy Townsend under kampen til britiske BBC.

Med bare 71% vellykkede afleveringer i kampen og en prompte udskiftning efter Leverkusens føringsmål 25 minutter før tid, blev det endnu en aften til glemmebogen for Eriksen, der efterhånden må se sin startplads i Tottenham være i fare. Sidste sæson blev det til masser af både mål og assists, mens efteråret fortsat er uden Tottenham-mål fra Eriksens støvler. Mod Tottenham forsøgte han sig med to godkendte forsøg fra distancen uden dog at sætte tyskernes keeper på overarbejde. I stedet ser fan-frustrationerne ud til at vokse.

»Så ringe. Jeg har set alle vores kampe i de seneste 12 måneder, og vi har ikke en plan B. Erstat Eriksen med hvem som helst, der vil vinde,« lød det fra Spurs-fan'en Tony Pateman, som den velbesøgte BBC-liveblog fremhævede onsdag aften, hvor Christian Eriksens indsats var et af temaerne.

Med 0-1-nederlaget til Leverkusen har Tottenham blot scoret tre mål i sine seneste seks kampe, og dermed er den hvidblusede London-klub langt fra den hype og optimisme, der sidste sæson begejstrede hele fodboldverdenen. I stedet er Christian Eriksen og co. ved at grave sig ned i et hul, der kan betyde et tidligt exit fra Champions League, hvor man meget vel kan være tvunget til sejre i de to sidste opgør mod Monaco og CSKA Moskva.

Indtil da skal Christian Eriksen, der i næste uge tjekker ind i landsholdslejren til VM-kvalifikationskampen mod Kazakhstan, forsøge at finde tilbage til den form, der sendte ham på alles læber i England for sit storspil og kampafgørende fodboldmagi. Lige nu er han ved at være et hedt emne igen. Af de helt forkerte årsager.