Crystal Palace har netop hentet den 19-årige angriber Keshi Anderson, der indtil for få dage siden spillede i den ottendebedste række i England og tjente knap 2.000 kroner om måneden.

Keshi Andersons historie er lidt af et eventyr. Han var til prøvetræning hos Championship-klubben Brentford, FC Midtjylland-ejer Mattew Benhams engelske klub, da han midt i anden halvleg blev skiftet ind i en træningskamp mod Crystal Palaces U21-hold. Og så gik det stærk. I løbet af seks minutter scorede den klejne angriber tre gange, og efterfølgende tilbød Premier League-klubben det unge talent en kontrakt den sidste dag, inden transfervinduet lukkede.

Barton-formand Darren Whiley kunne næsten ikke tro det.

»Keshi var helt oppe og ramme loftet. Det er et eventyr, som bliver til virkelighed. Den slags kan egentlig slet ikke ske,« sagde han.

Efterfølgende har Anderson bevist, at det ikke var helt tilfældigt, at han scorede hattrick. Han har således vist sin målfarlighed for Crystal Palaces U21-hold med en enkelt scoring dagen efter, at han var kommet til klubben, da han kom på banen mod Millwalls U21-hold.

Han nåede at score 19 gange for Barton Rovers i denne sæson, og det bliver spændende at se, om han også kan fortsætte med at lave mål, når modstanden bliver noget hårdere.