For knap en måned siden meldte verdens bedste fodboldspiller anno 1999 ud, at han ville gøre comeback for den brasilianske Serie B-klub Mogi Mirim. Sidste uge kom han på banen, og nu har Rivaldo så også scoret sit første mål siden comebacket. I en alder af 43 år.

For at sætte tingene endnu mere i perspektiv, så scorede brasilianerens 20-årige søn Rivaldinho også i kampen.

Den tidligere Barcelona-stjerne bragte Mogi Mirim foran 2-0 på et straffespark, mens hans søn scorede til både 1-0 og 3-0. Sent i kampen fik modstanderholdet Macae reduceret til slutresultatet 3-1.

Rivaldo stillede egentlig sine støvler på hylden sidste år, og siden har han fungeret som præsident i Mogi Morim. Den 43-årige brasilianer valgte dog at træde til og hjælpe holdet, der havde fået en skrækkelig start på sæsonen uden eneste sejr. Og det har vist sig som en god beslutning, da Mogi Mirim har vundet i de to kampe, hvor Rivaldo har været på banen.

Mange danskere husker Rivaldo som Danmarks bøddel ved VM 1998 i Frankrig. Peter Schmeichel, Marc Rieper og resten af det danske landshold har formentlig stadig søvnløse nætter over Rivaldos magtpræstation i kvartfinalen, hvor han med to scoringer sendte Danmark ud med et 2-3-nederlag.