Da FC Nordsjælland i 2012 snød alle og blev dansk mester, skete det efter mange års opbygning af et fast koncept og en målrettet talentudvikling.

Det sker næppe igen foreløbig, men alligevel kan der vente spændende tider i det nordsjællandske.

1-0-sejren over bundproppen Silkeborg var ikke bare et angreb på bronzemedaljerne, som Brøndby, Randers og Hobro bør tage seriøst. Det var samtidig endnu en bestået eksamen for den ungdom, der kan komme til at præge FC Nordsjælland mange år frem.

»Jeg synes, der er et lille gennembrud i gang nu med mange, som også har spillet ungdomsfodbold. Både i truppen generelt, men også blandt dem, der spiller,« siger Jan Laursen, der er ansvarlig for den sportslige sektor i FC Nordsjælland.

Meget sigende blev kampens enlige scoring sat ind af den 20-årige U20-landsholdsspiller Emiliano Marcondes efter samarbejde med 21-årige David Karlsson og 23-årige Mario Ticinovic. Målscoreren erklærer sig nu klar til at gå benhårdt efter bronzemedaljerne, der giver adgang til Europa.

»Med tre point kommer vi op og blander os med Brøndby og Randers. Det er selvfølgelig den plads (tredjepladsen, red.), vi går efter,« siger Marcondes, der kunne se det unge stopperpar Andreas Maxsø og Pascal Gregor, begge 21 år, lukke af i FCN-defensiven. Spillere, der i sidste weekend mod FC København var en del af den yngste startellever i Superliga-sæsonen med en gennemsnitsalder på 22 år og 41 dage. Og som meget vel kan ende på blokken over interessenter emner i den hollandske klub Heerenveen, der havde sendt en scout til Farum i går eftermiddag.

For FC Nordsjællands islandske cheftræner, Olafur Kristjánsson, er det afgørende, at de unge spillere, der i går også talte U21-landsholdspillerne David Jensen og Uffe Bech samt 23-årige Gudmundor Thorarinsson fra Island, får spilletid. Det er en investering i fremtiden, mener han, inden han dog slår fast:

»Jeg eksperimenter ikke mere, end at vi stadig kan spille om de øverst mulige pladser. Eksperimentet går ud på også at udstyre de unge med den nødvendige rutine og erfaring«, siger Olafur Kristjánsson, der samtidig kalder det afgørende, at de mere rutinerede spillere træder i karakter, når bronzekampen snerper til.

»De unge har jo ikke stået i en situation før, hvor de spiller om noget i Superligaen. Der er det vigtigt, at Martin Vingaard, Patrick Mtiliga, en Uffe Bech for den sags skyld, og Joshua John guider dem i situationen. Det handler om at lære og lære fra sig.«

Næste eksamen for FCN er om en uge ude mod FCV.