FC København hentede i 2011 den offensive back Cristian Gamboa i norske Fredrikstad, men opholdet i Danmark blev aldrig den ventede succes. Udover et par enkelte kampe formåede Gamboas ikke at etablere sig omkring københavnernes førstehold. Derfor blev costaricaneren halvandet år senere sendt tilbage til Norge og Rosenborg.

Her har han siden vist, at evnerne var til mere, end det han viste i Danmark. Senest imponerede Gamboa ved VM, hvor han med sin aggressivitet spillede en central rolle på costaricanske landshold, der først efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence i kvartfinalen måtte se sig slået af Holland.

Og den præstation ser nu ud til at give pote. Ifølge norske VG og flere engelske medier er Premier League-klubben West Bromwich og Rosenborg nået til enighed om en handel, der sender Cristian Gamboa til England. Handlen skulle indbringe danskerklubben i omegnen af 20 mio. norske kr. 

Den nye West Bromwich-chef Alan Irvine ser ud til at få nyindkøbet integreret i truppen: 

- Vi kan lide, at han er alsidig, ekstremt hurtig, offensiv og kommer med meget energi. Forhåbentlig vil han gøre det godt for os, siger han til engelske Express & Star. 

Cristian Gamboa selv tror også på skiftet:

- Ja, det tyder på det nu, siger han til VG.