FC København sled sig til tre point, mens FC Vestsjælland synker mod bunden.

FC København sneg sig videre fra Slagelse med en 1-0-sejr. Men der er stadig lang vej til topformen i kampen om Superliga-medaljer.

Opgøret i går aftes hører vist til glemmebogen både for FCK og FC Vestsjælland.

Men for udeholdet må det trods alt være opløftende for Ståle Solbakken midt i hans genopbygning, at holdet nu vinder, selvom angrebet i bedste fald hakker af sted. Sådan så det i hvert fald ud.

Samme Ståle Solbakken leverede opgørets største overraskelse i FCKs startformation. Ud røg unge Christoffer Remmer og ind kom den ellers vragede anfører Lars Jacobsen.

Begrundelsen var ifølge FCKs folk på tribunen simpel. Ståle Solbakken ville bare hellere bruge den erfarne danske landsholdsspiller med 67 kampe i rødt og hvidt, selvom han alligevel forlader klubben til sommer og derfor reelt ikke har en fremtid på holdet.

Og nu ser kampen om FCKs højreback-plads igen helt åben ud mellem lærlingen Remmer og læremester-Jacobsen.

Regn og påskeblæst gjorde det svært at kreere lækkerier på Harboe Arena i går aftes. Første halvleg mindede derfor mere om et forblæst efterårs-opgør end en kamp på forårsgrønt græs og under blå himmel.

Der var masser af dueller, men det var en fejlaflevering fra FC Vestsjællands Morten Bertolt, der satte FCK i gang. Københavnerne slog kontra og bolden havnede hos Rurik Gislason.

Islændingen trak ind i feltet og faldt til jorden efter nærkontakt med hjemmeholdets Michael Christensen.

Det takserede dommer Dennis Mogensen til straffespark, som Andreas Cornelius omsatte til mål. Straffesparket så lidt tvivlsomt ud, men der var ikke store protester fra synderen selv.

Ikke meget ændrede sig i anden halvleg, hvor en megachance til indskiftede Thiago Borges kunne have reddet et livsvigtigt point til hjemmeholdet.

For FCV fortsætter nemlig en ubarmhjertig kamp mod nedrykning, Således går oprykkerne en hård afslutning på Superligaen i møde, hvor holdet har OB (hjemme), Brøndby IF (ude), FC Midtjylland (ude), AGF (hjemme), AaB (hjemme) og Randers FC (ude). Hård kost som må være skrækindjagende læsning i Slagelse.