FC København-manager Ståle Solbakken har en plan, der ville gøre selv Egon Olsen pavestolt. Han vil lokke en dansk landsholdsprofil - og ikke mindst Brøndby-dreng - til FC København.

Ifølge BTs oplysninger står Michael Krohn-Dehli højt på Solbakkens ønskeliste over forstærkninger til den kommende sommer. Hvorfor det er aktuelt allerede nu, handler om at FCK skal rykke lynhurtigt, så snart nytåret er skudt ind. 1. januar har Krohn-Dehli et halvt år tilbage af sin kontrakt med spanske Celta, og derfor er han fra årsskiftet i sin gode ret til at forhandle med andre klubber om et sommerskifte.

Men alt tyder på, at det bliver et kompliceret forløb for FCK, hvis klubben vil lande Krohn-Dehli, der er blandt de sikreste kort i landstræner Morten Olsens startopstilling. Celta presser hårdt på for at få Krohn-Dehli til at skrive under på en ny kontrakt, og blandt spanske topagenter meldes der nu om en bred interesse fra større La Liga-klubber for Krohn-Dehli.

Klubber som Sevilla og Villarreal skulle være en del af et større bejlerfelt, efter Krohn-Dehli har været en af de bedste spillere i La Liga-sæsonen uden for top tre-klubberne Real Madrid, Barcelona og Atlético de Madrid.

Krohn-Dehli har lavet adskillige lækre assister, som har vakt opsigt selv i den teknisk stærke spanske liga. Det er givetvis også derfor, at Krohn-Dehli ikke har skrevet under på en ny aftale med Celta, selv om klubben har forsøgt at lande hans underskrift siden august.

»Michael Krohn-Dehli på en fri transfer til sommer vil være interessant for rigtig mange La Liga-klubber lige uden for topklubberne. Han har gjort opmærksom på sig selv med mange gode stabile præstationer, og selv Luis Enrique (tidligere Celta-træner, nu Barcelona) har nævnt ham flere gange som en dygtig spiller. Det tæller også,« siger José Felix Dias, redaktør på sportsavisen Marca.

Men selv om der står større La Liga-klubber klar med kontrakter, er det ikke umuligt for FCK at hente 31-årige Krohn-Dehli tilbage til Superligaen. Livet i Danmark trækker lidt i familien i stedet for at rykke videre til et helt nyt sted.

Hans gode ven Stephan Andersen er faldet godt til i FCK. Solbakken har fra næste sæson brug for en type som Michael Krohn-Dehli til enten den centrale midtbane eller på kanterne. Claudemir smutter med stor sandsynlighed efter denne sæson, og en spiller, som kan åbne modstandernes forsvar, vil være mere end velkommen i Telia Parken.

Ståle Solbakken har heller aldrig lagt skjul på, at han er begejstret for Michael Krohn-Dehli.

»Hvis jeg skal pege på en spiller, der har været god, er det Michael Krohn-Dehli. Han er en FCK-spiller i sin spille-facon,« sagde Solbakken for nogle år siden, da Krohn-Dehli spillede i Brøndby.

Det vil nok gøre ondt på en del Brøndby-fans, hvis Krohn-Dehli skulle rykke til FCK til sommer.

Han er fra Vestegnen, hvor han spillede i sine ungdomsår i Rosenhøj, der har opfostret mange Brøndby-profiler gennem årene.