Nede med 1-4 inden returkampen på Heden ligner det europæisk exit til FC Midtjylland.

Ude mod græske Panathinaikos tabte Superligaens tophold klart, selvom backen Jesper Lauridsen bragte midtjyderne foran.

Erik Sviatchenko blev aftenens skurk med et begået straffespark og en udvisning efter to advarsler.

- Det er uacceptabelt og for ringe. Vi laver et tåbeligt straffe og får et tåbeligt rødt kort. Det er umodent, og det kan du ikke komme langt med på det her niveau, siger cheftræner Glen Riddersholm ifølge Ekstra Bladet.

FC Midtjylland og Panathinaikos spiller returkamp i Herning d. 28. august. Her skal der et mirakel til, hvis midtjydernes drøm om europæisk gruppespil skal opfyldes.