FC Vestsjælland og Vejle spillede 2-2 i Slagelse i et medrivende opgør, der bød på masser af fight, et gevaldigt målmandsdrop og et rødt kort.

FC Vestsjælland, der er nedrykker fra Superligaen, har fået en vaklende start på 1. division, og mod Vejle så det længe ud til, at den fattige pointhøst ville fortsætte efter nederlaget i første runde.

Vejle kom foran i 1. halvleg ved Anders Kaagh, der stod fint placeret og fik puffet bolden i mål, og et kvarter inde i anden halveg blev ondt markant værre for hjemmeholdet, hvis målmand Thomas Mikkelsen må tage sin del af skylden for gæsternes 0-2-mål.

Martin Svensson sparkede et hårdt indlæg ind i feltet fra venstrekanten af Thomas Mikkelsen, der var gået ud af sit mål, hoppede op i luften for at gribe bolden, der i stedet gled mellem hænderne på ham, ramte ham på skulderen og strøg direkte i mål.

Længe lignede det, at Vejle skulle have tre point med hjem over Store- og Lillebæltsbroen, men Anders Due reducerede på et straffespark med et kvarter tilbage af opgøret.

Jean-Claude Bozga, der trods sin position som forsvarsspiller i sidste sæson var angriber hele opgøret mod Vejle, stod godt placeret omkring det lille målfelt og sparkede Henrik Madsens indlæg i mål til slutresultatet 2-2.

Kampens afslutning var præget af en række hårde frispark, og Anders Østli nåede at få sit andet gule kort og dermed rødt for at rive Daniel Nourouzi i græsset, efter Vejle-spilleren havde begået et groft frispark på ham.