Randers sikrede sig et godt udgangspunkt i første kvalifikationsrunde af Europa League, da de på udebane besejrede upåagtede Sant Juliá med 1-0. Holdet fra Andorra var ellers én mand i overtal i 70 minutter at kampen - og to mand i overtal i de sidste 10 minutter. Men hjemmeholdet formåede kun i få tilfælde at lægge pres på Randers-defensiven.

Trods udebane gik Randers ind til kampen som store favoritter. Sant Juliá ligger i øjeblikket kun nummer fire i den bedste andorranske fodboldrække. Efter 17 minutter valgte Randers' svenske angriber Viktor Lundberg dog alligevel at skabe lidt spænding i kampen. Lundberg havde angiveligt ramt en modstander i hovedet med en albue, og det resulterede i et tidligt bad.

I de næste minutter formåede Sant Juliá faktisk at få et lille overtag, dog uden at skabe chancer.

I stedet for den overraskende scoring kom Jonas Borring højest på et hjørnespark efter 23 minutter. Den lange offensivspiller headede flot Randers foran.

Før pausen var Borring tæt på at gøre det til 2-0, men et nyt hovedstød blev akkurat reddet på målstregen.

Trods undertallet formåede Randers at holde kadencen i anden halvleg. Efter 61 minutter forhindrede Sant Juliá med nød og næppe endnu et mål, da de igen på selve målstregen fik blokeret en nedfaldsbold efter et nyt hjørnespark.

Men bedst som Randers' så ud til at køre sejren sikkert hjem, forbarmede en af holdets spillere sig igen over værterne. Jeppe Tverskov fik sit andet gule kort og dermed var Randers pludselig nede med to mand.

Udvisningen betød, at Sant Juliá kom længere frem på banen - og i kampens overtid var det kun en fodparade af Kalle Johnsson på en andorransk friløber, der forhindrede en jysk fiasko. Men det endte altså med den ventede Randers-sejr.

Der er returkamp den 9. juli.