Michael Krohn-Dehli bliver hyldet vidt og bredt for sin præstation mod FC Barcelona, som Sevilla lørdag slog med 2-1 hjemme på Sánchez Pizjuán.

Den danske offensivspiller scorede et af Sevillas mål og lagde op til det andet, og den spanske sportsavis Marca bemærker da også Michael Krohn-Dehlis evner i angrebsspillet som noget af det mest iøjnefaldende.

»(Unai) Emery (Sevillas træner, red.) har rykket danskeren fra bænken ind på banen for at vende tilbage tll den onde offensiv, som Sevilla stod for tidligere på sæsonen. Krohn-Dehli er den perfekte mand til netop det, ikke mindst med tanke på hans evne til at stoppe op og holde på bolden. Præcis dét gjorde han ved Iborras 2-0-mål,« skriver Marca.

Lokalavisen Estadio Deportivo kalder Krohn-Dehli for »den afgørende spiller« for Sevilla, og også allerede lige efter kampen var der også masser af dansker-ros fra Twitter-brugeren Pablo Alfaro, der skriver om Sevilla og har et godt stykke over 5000 følgere på det sociale medie. Alfaro kalder det for »en fremragende kamp af Krohn-Dehli.«

Sevilla hyldede også Krohn-Dehli ved at lægge fire forskellige sekvenser fra 1-0-scoringen op på klubbens Twitter-profil.

Michael Krohn-Dehli skiftede før sæsonen fra Celta Vigo, der nu har danske Daniel Wass på holdet. Krohn-Dehli er med i Morten Olsens landsholdstrup til Danmarks kommende kampe mod Portugal og Frankrig.