Når pokalfinalen bliver fløjtet op i Parken, er det med Brøndby som en af de største favoritter i nyere tid.

Mesterskabsbejlerne møder et kriseramt Silkeborg-mandskab, der danser dødsdans på nedrykningsstregen og blot har vundet én af de seneste 10 Superliga-kampe.

Jydernes vinderchancer er umådeligt svære at få øje på, men i mandagens finaleoptakt i radioprogrammet Fodbold FM på Radio24syv, kom vært og kommentator hos Discovery Networks, Jesper Simo, alligevel med et bud på, hvorfor det kan ende som David mod Goliat:

»Finaler har deres eget liv. Vi så det i 2015, hvor FCK vinder. Det var godt nok ikke et mesterhold – de bliver nummer to i rækken med 67 point – men de skulle ud i forlænget spilletid mod FC Vestsjælland, som var i en frygtelig forfatning på det tidspunkt. Man tænkte inden, at det på ingen måde kunne gå galt, men den endte altså 2-2, og så skulle de vente på et mål fra Brandur Olsen, som han hed dengang, efter 102 minutter for at vinde.«

»Så det er det, Silkeborg skal hænge deres hat på, og så det, at der er ingen, der forventer noget af Silkeborg. Dét kombineret med, at de for et halvt år siden spillede en rigtig god halvleg (mod Brøndby, red.), for det var en af de gange, jeg har set Brøndby være mest på hælene i denne sæson, og det er noget af det bedste, jeg har set Silkeborg spille,« siger han

Sammen med de øvrige gæster hos vært, Rasmus Dam Nielsen, vil Jesper Simo dog stadig lægge sine penge på Brøndby. Hør hvorfor i klippet i toppen af artiklen og resten af udsendelsen HER