Den britiske og normalt velunderrettede avis The Guardian skriver, at Michael Laudrup overvejer at vende tilbage til Premier League og nærmere bestemt West Ham eller Newcastle.

Michael Laudrup nyder stor succes i Qatar og klubben Lekhwiya, som han allerede har sikret flere titler. Men hans kontrakt løber kun sæsonen ud, og han har selv sagt, at han i slutningen af maj vil beslutte sig for, hvad han skal i næste sæson.

Ifølge The Guardian vil Michael Laudrup være interesseret, hvis Premier League-klubberne West Ham eller Newcastle retter henvendelse. Laudrup sagde ellers i sidste uge, at han ikke vil vende tilbage til en midterklub i Premier League, men ifølge The Guardian mente danskeren hverken West Ham eller Newcastle i den udtalelse.

Michael Laudrup var i Swansea i halvanden sæson - med udpræget succes i det første år - og det husker de stadig i fodboldgale England.

Kevin Keegan, der tidligere har været landstræner for England og manager i Newcastle for blot af nævne få af hans meritter, tøver i hvert fald ikke med at sætte ord på, hvem Newcastle bør ansætte i cheftrænerstolen til næste sæson.

»Han (Michael Laudrup, red.) ville være på toppen af min liste. At gøre det ville garantere en bestemt form for fodbold. Det, han gjorde i Swansea, er noget, som alle fans af Newcastle ville bryde sig om. De vil underholdes,« siger Kevin Keegan til Newcastle Chronichle.

Michael Laudrup blev kendt for sin tilgang til fodbold. Swansea fokuserede som et af de eneste hold i Premier League på 'posession-fodbold' med korte afleveringer, og Laudrup viste også stor dygtighed ved at handle gode spillere billigt som for eksempel spanieren Michu, der scorede flere mål under danskeren.

Hvor danskerens fodboldfremtid fortsætter, må omverdenen vente med at finde ud af lidt endnu. Sikkert er det dog, at West Ham er uden træner for tiden, og i Newcastle står John Carver - assistenten, der tog over for fyrede Alan Pardew - stadig i spidsen. Det ventes dog at blive lavet om til næste sæson.