Da FC København i sommeren 2010 gik ind til sin foreløbig mest succesrige sæson i klubbens historie, var det på bagkant af en historisk stor økonomisk satsning.
Et år til halvandet forinden havde investeringerne i truppen toppet med Flemming Østergaard som bestyrelsesformand, på den simple tanke om, at det på længere sigt ville være økonomisk fornuftigt, fordi det i en forholdsvis konkurrencesvag Superliga ville give tilstrækkeligt med chancer til at spille sig i den guldrandede Champions League.
Siden faldt investeringerne i truppen, indtil man dagen efter Champions League-exit’en sidste år valgte at offentliggøre en plan, der efter tre års afskrivninger af gæld og renter igen skulle øge de økonomiske muskler. Efter i samme tre-årige periode at have udskiftet tre trænere og købt og solgt et hav af spillere alt efter den siddende træneres præferencer, blev Ståle Solbakken i sommer gjort eneansvarlig for at handle med de mange nye penge.
Tirsdag aften blev investeringerne for første gang testet på et højt europæisk plan, hvilket viste, at penge ikke gør det alene - slet ikke når modstanderen har endnu flere. I flere tilfælde blev FC København udstillet, som når de blev tvunget ned på eget felt for at forsvare sig mod de hurtige tyske kombinationer, eller som når de blev overmandet af det aggressive presspil og fanget i omstillinger.
Og med tre scoringer imod sig demonstrerede FC København en defensiv svaghed, de kun sjældent viser i de europæiske turneringer. To dødboldscoringer gør, at klubbens Champions League-drøm stadig lever, men den er unægtelig svær at drømme i helt feberfri tilstand.
Det er ingen sensation, at det ikke lykkedes et dansk hold med syv nye startere i forhold til sidste sæsons idealopstilling at besejre et tysk tophold. I fodbold er kontinuitet et næsten lige så vigtigt begreb som penge, og det kan man ikke beskylde FC København for at have overgjort gennem de seneste år.
Eller den seneste sommer, der sendte 11 spillere ud af København og 9 spillere ind. I forhold til FC København er AaB den direkte modsætning. Ingen penge, flere men års kontinuitet med konceptet og målrettethed i signings. Det hold, der i aften møder Apoel er bygget på resterne af det hold, der den 29. maj 2011 på allersidste spilledag overlevede i Superligaen, kun fordi Randers og Esbjerg spillede 2-2 og sendte hinanden i 1. division på bekostning af aalborgenserne.
En økonomisk ruin tvang AaB til at satse på egne talenter, mens der gradvist blev tilsat rutine på de mest centrale pladser på holdet. Vi kender historien, der foreløbigt kulminerede med mesterskabet i sidste sæson, og som efter aftenens og næste uges kampe mod Apoel kan blive næsten rørende forbilledlig. Jeg krydser fingrene for, at kontinuiteten her vil sejre.
