Viktor Claesson kunne ikke skjule skuffelsen, da FC København fik sig en fodboldlektion af Manchester City.

Efter en voldsomt svær første halvleg, hvor københavnerne på mirakuløs vis 'kun' var bagud med et mål, var den svenske anfører den første slagtekalv, der forlod banen, udskiftet. Offer for Jacob Neestrups forsøg på at holde FCK inde i kampen.

Man kan rolig sige, at Claesson så dybt, dybt skuffet ud, da hans nummer lyste op på tavlen, og han blev erstattet af Andreas Cornelius.

»Jeg følte, at jeg havde mere energi i benene og mere at give,« siger Viktor Claesson efter Champions League-ottendedelsfinalen.

Viktor Claesson forlader banen efter 55 minutter.
Viktor Claesson forlader banen efter 55 minutter. Foto: Anthon Unger
Vis mere

»Man ville gerne spille sådan nogle kampe inde i Parken, når det er så store kampe. Så det var mere det, der gik gennem hovedet. At man ikke kunne give mere af den energi, man havde.«

Selvom FCK formodede at sætte proppen i i anden halvdel af kampen, blev det til et 3-1 nederlag, der udstillede, at Manchester City bokser et par vægtklasser over de danske mestre, der kun når Champions Leagues-knald-eller-fald-kampe for anden gang i historien.

»Det var ingen nem opgave at være alene striker i en sådan her kamp. Men sådan er det. Vi vidste, at det skulle blive svært,« siger Viktor Claesson om opgøret, hvor City sad tungt på kuglen.

»Vi var endda forberedt på det. Vi vidste, at vi skulle forsvare meget. Det er der ingen problemer med. Det er bare sådan man mærker, at det er et sindssygt godt hold.«

Mens FCKs rutinerede anfører Rasmus Falk har kaldt kampen for »tortur,« satte nyindkøbet og aftenens danske målscorer Magnus Mattsson også ord på den voldsomme modstander, FCK skulle tæmme.

»Jeg tror, at det er det bedste hold, jeg har spillet mod. Den kvalitet, City har, er svær for utrolig mange hold. Det er ikke kun os, der har problemer mod dem.«

FCK skal spille returkamp mod Manchester City onsdag 6. marts.

Du kan læse B.T.s karakterer fra kampen her.