Den amerikanske fodboldliga, MLS, bliver større for hvert år, der spilles, og superstjerne efter superstjerne skifter årligt de europæiske græsgange ud med de nordamerikanske. Navne som Kaka, Steven Gerrard, Andrea Pirlo, Frank Lampard og David Villa er kommet til drømmenes land - ofte for at tjene de sidste millioner til pensionslivet, men for andre er det noget andet, der tænder.
I et interview med The Players Tribune fortæller Spaniens mest scorende spiller nogensinde, David Villa, åbenhjertigt om sit skifte til New York City. En liga og et land han som purung knægt ikke tænkte som en fremtidig fodbolddestination.
»Da jeg voksede op i Spanien, vidste vi meget lidt om USA. New York var et sted, der kun eksisterede i film. Når jeg tænker tilbage på min barndom, er der tre ting, der dukker op: Fodbold, æbler og kulminer,« siger David Villa i interviewet.
»Fodbold var det, man lavede i min hjemby, Tuilla. I Spanien følger millioner af børn samme rutine: De går i skole om dagen og kommer hjem og spiller fodbold, indtil det bliver mørkt. Hvis du tager til en lille by i Spanien, vil du se ødelagte vinduer overalt forårsaget af fodbolde. Vi var tit 40 børn på samme tid, og vi vidste, at hvis vi tog hjem til aftensmad, blev vi lagt i seng af vores mor. Så i stedet tog vi på æblerov i haverne og spiste dem, så vi kunne blive lidt længere,« siger han.
David Villa, der i dag er 33 år, fortæller, at han ligesom alle andre børn i Tuilla jagtede drømmen om at blive professionel. Men at 'the american dream' ikke var i tankerne hos spanieren.
David Villas far, Jose Villa, var altafgørende for David Villas karriere. Jose Villa havde sit eget idol, 'Quini', der spillede i Sporting Gijon i 1970'erne, og han drømte om at se sin søn spille i samme rød- og hvidstribede trøje en dag.
»Alle kender den amerikanske drøm, men i Spanien havde vi den spanske drøm, der gik ud på at spille for det spanske landshold og vinde VM for første gang,« siger David Villa.
Men drømmen var tæt på at brase sammen, da David Villa som fireårig brækkede sit ben under en kamp. En af mulighederne var en operation, der ville hjælpe på smerterne men samtidig give David Villa gangbesvær resten af livet. Den anden vej var hård. Men Jose Villa vidste, at det var den rigtige.
»Jeg husker intet fra min skade, men mine forældre siger, at det eneste, jeg kunne, var at se fodbold og høre musik. Jeg kunne ikke spille med mine venner eller gå i skole. Jeg blev så rastløs, at jeg begyndte at gå og sparke med mit venstre ben i stedet,« siger han.
Da David Villa endelig kunne forlade sit hjem, skulle han stadig have gips på sit højre ben i fire måneder.
»Det var her, min fodbolddrøm begyndte. Jeg støttede mig op ad væggen og afleverede bolden frem og tilbage med mit venstre ben til min far. Jeg er normalt højrebenet, så det var svært,« siger han og roser sin far for altid at hjælpe ham, selv om han havde arbejdet mange hårde timer i kulminen.
Den tidligere Barcelona og Valencia-spiller fortæller, at han aldrig var den hurtigste eller teknisk skarpeste på banen, men han havde én fordel. Han var tofodet.
De utallige timers boldspil op ad muren med sin far betalte sig, og som 16-årig fik David Villa en ungdomskontrakt hos Sporting Gijon.
David Villas mor var dog ikke glad for den usikre fodboldkarriere og ville have, at hendes søn fortsatte sin uddannelse til elektriker.
»Jeg endte med at lave en aftale med min mor. Jeg gav Sporting Gijon to år, og hvis ikke jeg fik en fuldtidskontrakt, ville jeg opgive fodbolddrømmen og blive elektriker,« siger David Villa.
To år senere samlede 16.000 tilskuere sig sammen for at se Sporting Gijon. To af dem var David Villas forældre, der kunne iagttage deres nu professionelle søn.
»Det var en stor dag for familien. Jeg græd hele dagen som Maria Magdalene. Det var en fantastisk følelse for hans mor og os alle,« siger Jose Villa.
»Min mor græd også den dag. Men vi havde ingen anelse om, at jeg 10 år senere ville løfte VM-pokalen for første gang i spansk historie. Den dag græd min far også,« siger David Villa.
Da David Villa 11. juli 2010 vandt VM-pokalen bar han et tørklæde med navnet CD Tuilla. Hans fars drøm for ti år siden i El Molinon i Gijon var nu blevet til virkelighed i Johannesburg i Sydafrika.
Drømmen var nået for David Villa, der udover VM vandt Champions League og flere spanske mesterskaber i FC Barcelona. Men hvad gør man så med sin karriere, når ens drømme er nået?
»Jeg havde kravlet højere og højre op. Fra Sporting til Zaragoza til Valencia til Barcelona. Godt klaret af en knægt med et kortere ben end det andet. Jeg kunne spille med begge ben, men kun snakke et sprog,« siger han.
I 2014 skiftede David Villa så sit hjemland ud med New York FC i USA.
»Da jeg kom hertil tog jeg mine børn med i Bryant Park for at skate. Det var en overvældende glæde at se dem lege der i parken. Der var et stort juletræ i midten af parken og store skyskrabere på hver side, der alle var lyst op. Jeg havde min jakke på, men ingen genkendte mig. Jeg var bare en far, der kiggede på sin smilende børn. Ligesom min far så mig engang. Den eneste forskel er, at deres park er lidt lækrere end mit hjem i Tuilla,« siger David Villa.
