Først var der Jesper Fredberg.

Og så var der en, to, tre, fire, fem, seks andre danskere. Brian Riemer, Mikkel Hemmersam, Thomas Delaney, Kasper Schmeichel, Anders Dreyer og Kasper Dolberg.

Den belgiske storklub Anderlecht er blevet den største danskerklub uden for landets grænser, men manden bag ansættelserne afviser, at de er kommet til klubben på grund af samme nationalitet.

»For mig har det aldrig været den nemme løsning at hente danskere,« siger Anderlechts fodbolddirektør, Jesper Fredberg, og fortsætter:

Kasper Schmeichel er den seneste, som Fredberg har hentet til Anderlecht. 
Kasper Schmeichel er den seneste, som Fredberg har hentet til Anderlecht.  Foto: Anderlecht
Vis mere

»Faktisk synes jeg, at det er den svære løsning. For helt naturligt vil der være modstand mod det. At nu tager han bare en dansker, fordi han kender ham. Og hvorfor er en dansker meget bedre, end ham der er i Belgien eller i Holland eller i Frankrig? Og det er de heller ikke. Der er lige så dygtige mennesker hernede,« lyder det fra Fredberg, som har hentet sine seks landsmænd på under et år.

Han kom selv til klubben 1. januar. (LÆS OM FREDBERGS EGET SYN PÅ AT GÅ FRA UKENDT TIL ELSKET I ANDERLECHT.) 

Dengang var Anderlecht i en forfærdelig tilstand med krise både på og uden for banen, og derfor måtte Jesper Fredberg agere anderledes end i dag, hvor klubben ligger nummer to og har fået styr på økonomien.

»Det vigtige for mig var at få nogle herned, som jeg vidste, kunne præstere fra første dag, og hvor jeg vidste, at niveauet var godt. Så vi både fik værdi for pengene og kunne få styrket miljøet,« forklarer han og tilføjer:

Thomas Delaney for anfører for Anderlecht i seneste kamp mod Genk. 
Thomas Delaney for anfører for Anderlecht i seneste kamp mod Genk.  Foto: Anderlecht
Vis mere

»Der synes jeg, at vi har været heldige og dygtige til at overtale nogle rigtig gode fodboldspillere til at være en del af det. Og Anderlecht har bare et stærkt brand i Skandinavien, så historien og kulturen er noget, man gerne vil være en del af.«

»Men det er klart, at man skal ikke hente 10 danske spillere, så bliver det en danskerkoloni. Men jeg synes, at der er en god blanding i det, og det er nogle drenge, som viser, at de er dygtige og kan gøre en forskel, så de er ikke med på en badebillet eller bare fordi, jeg synes, det er ‘hyggeligt’ at have danskere med herned,« siger Jesper Fredberg og slår fast:

»Det er ikke, fordi vi snakker mere med dem, end vi snakker med de andre. Men de er her, fordi de er dygtige nok. Det er første kriterium.«

At det overhovedet er lykkedes for Jesper Fredberg at hente en række danske landsholdsspillere, er en overraskelse, da klubben slet ikke havde økonomi til at foretage det greb, da fodbolddirektøren tiltrådte.

Jesper Fredberg overtalte også Kasper Dolberg til at komme til Anderlecht. 
Jesper Fredberg overtalte også Kasper Dolberg til at komme til Anderlecht.  Foto: Anderlecht
Vis mere

Klubben skulle skære ned i budgettet, men så så Jesper Fredberg et gemt talent i målmand Bart Verbruggen på træningsbanen, og han blev i sommer solgt for rekordstore 150 millioner kroner. Det salg accelererede projektet.

»Det var en klubstrategisk beslutning, vi valgte dér, for vi havde en rigtig god målmand på kassen, og han var også anfører, så det var ikke en nem beslutning at skifte ud på målmandsposten, men det var dér, vi som klub kunne sørge for, at vi kunne rykke os. For vi var ikke i tvivl om, at Bart Verbruggen var et kæmpe talent, men vi var overraskede over, hvor hurtigt det gik.«

»Vi kunne se i træningerne, at han havde noget, som der ikke er mange andre, der har, og så gjorde han det fantastisk, så vi kunne prissætte ham, så vi også kunne gå ud og være endnu mere aggressive i markedet, for vi havde ikke nogen penge at købe for ellers. Der var bare så mange ting, jeg gerne ville have ændret i forhold til mentaliteten, kulturen, træningen, alt muligt, hvor jeg bare vidste, at med dem her kunne jeg sende et godt signal,« siger Jesper Fredberg.

Da han tiltrådte i Anderlecht, gik det utroligt dårligt for klubben, som i sidste sæson endte på 11.-pladsen, men her ved vintertid er alt vendt på hovedet, og holdet bejler igen til mesterskabet som i de gode gamle dage.

Fodbolddirektøren hyrede Brian Riemer til jobbet som cheftræner i Anderlecht. 
Fodbolddirektøren hyrede Brian Riemer til jobbet som cheftræner i Anderlecht.  Foto: Scanpix
Vis mere

Men her stopper sammenligningen også, for meget er sket siden dengang, hvor Anderlecht naturligt var mesterskabsfavorit.

»Den belgiske liga er Europas femtestærkeste i øjeblikket i forhold til at få point i europæisk fodbold, så man skal ikke tage fejl af, at der ikke er nogen nemme kampe hernede.«

»I mange af topligaerne ved man nogenlunde, hvilke to eller tre klubber, som vil løbe med mesterskaberne, men hvis man spørger den menige mand her, vil man vælge alt mellem en til seks klubber, og det er jo det, der gør, at der er en helt vild konkurrencesituation her,« siger Fredberg og uddyber:

»For 12 år siden ville folk sige Anderlecht. Nu er vi en af de seks. Det er det, der gør, at vi skal være virkelig skarpe, både på penge, men også på strategien og ledelsen.«

Anders Dreyer har været en kæmpe succes, efter Jesper Fredberg købte ham til den belgiske storklub. 
Anders Dreyer har været en kæmpe succes, efter Jesper Fredberg købte ham til den belgiske storklub.  Foto: Anderlecht
Vis mere

»Jeg tror, at vi har det tredjestørste budget i ligaen. Club Brugge er stukket af qua deres seneste deltagelser i Champions League, så de ligger med et budget, der er dobbelt så stort som vores. Så det er en markant faktor.«

»Så er der Antwerp, som blev mester i sidste sæson, de ligger også med et højere budget end os. Og så ligger Genk sammen med os med det samme budget. Og så kommer Union St. Gilloise og Gent lige under os,« bemærker Jesper Fredberg.

Som igen og igen dog må sande, at Anderlecht er Anderlecht i alle belgieres øjne, og så kan man komme med nok så mange pointer om, at andre faktisk har flere penge at rutte med.

»Går det godt for klubben, så bakker hele Belgien op om dem. Så er det hele landets hold. Går det skidt, så er der også rigtig mange, der synes, at det er interessant at skrive om. Så du elsker at elske dem, og du elsker at hade dem.«

Mikkel Hemmersam er akademichef i Anderlecht. 
Mikkel Hemmersam er akademichef i Anderlecht.  Foto: Anderlecht
Vis mere

»Det er det forhold, man har, når man er en storklub. Alle har en holdning til os, men det er ikke alle, der har en holdning til Union St. Galloise, som ligger nummer et. Men det lever vi med. Jeg skal dog bruge noget tid på lige at minde både min bestyrelse og folk uden for klubben om, hvor vi var for under et år siden,« siger Jesper Fredberg med et grin, mens han kigger på træningen i Anderlecht.

Hvor cheftræneren er dansk, hvor akademichefen også er dansk, og hvor fire af profilerne på holdet ligeså er danskere. Alt sammen på grund af Jesper Fredberg.