Var det noget med en dansktime midt på FC Københavns hjemmebane?

De danske skolebørn fra 0.-5. klasse er som led i den gradvise genåbning af Danmark begyndt i skole igen.

For eleverne i Københavns Kommune kan skoledagen blive ekstra bemærkelsesværdig.

FC København stiller nemlig deres hjemmebane - Telia Parken - til rådighed for skoler og institutioner, der har pladsmangel som følge af kravene til afstand.

Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at det her er en stor udfordring for mange skoler og institutioner i København, og vi vil gerne bidrage med en mulig løsning for nogle af dem,« fortæller Katja Moesgaard, COO i FCK, og fortsætter:

»Vores lærere og pædagoger gør lige nu en kæmpe indsats for, at vi igen kan sende vores børn trygt og sikkert i skole, børnehave eller vuggestue, og her kan vi hjælpe dem en smule. Det har vi en konstruktiv dialog med Københavns Kommune om nu.«

Om eleverne kan spille bold på Parkens grøntsvær i frikvarteret eller spise forkost på Sektion 12, medler pressemeddelelsen ikke noget om.

Til gengæld fortæller den danske storklub, at det er en del af deres strategi at tage medansvar for sundhed og uddannelse af københavnerne.

Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jesper Christensen glæder sig over initiativet.

»Alle landets kommuner har fået den opgave fra regeringen, at vi i løbet af meget kort tid skal være i stand til at tilbyde pasning til de forældre, der har et behov,« siger han og fortsætter:

»I København har vi valgt at åbne løbende allerede fra onsdag i denne uge.«

»Nu er vi næste klare med alle vores institutioner, men det er med begrænset kapacitet. Derfor skal vi være kreative, og her er jeg glad for at opleve, at vores store kulturvirksomheder, boligforeninger og idrætsinstitutioner beredvilligt træder til.«