Liverpool overhaler Arsenal efter 3-0-sejr ude mod Southampton.

Luis Suarez fortsætter med at være den helt afgørende faktor i Liverpools insisteren på at jage de øvrige tophold. I lørdagens 3-0-sejr ude over Southampton var den uruguayanske målmaskine igen drivkraften, der betyder, at Arsenal må overlade den midlertidige andenplads i Premier League i kraft af en målscore i Liverpools favør.

Luis Suarez scorede selv føringsmålet på St. Mary's efter blot 16 minutter, da han skabte uro med bolden efter et indkast og endte med at sætte sin modbydeligt målfarlige inderside på en returbold fra en uheldig Southampton-forsvarer. Suarez' 24. sæsonmål hidtil. I hans Premier League-kamp nummer 100 i alt.

Southampton forsøgte at holde fast i kampen efter bedste evne, men Luis Suarez var ikke færdig, mens Daniel Agger fik fuld spilletid i Liverpools centerforsvar.

Suarez fandt glimrende netop indskiftede Raheem Sterling efter knap en time, og så kunne indhopperen score med sin første boldberøring. Så var Suarez også noteret for ti oplæg til mål i denne sæson.

Der stod dog også Luis Suarez-driblinger i forskriften til 3-0-målet, da han skar ind i feltet og ikke var sen til at reagere med et fald, da en Southampton-forsvarer havde hånden i brystet på ham. Straffespark.

Anfører Steven Gerrard var dundrende sikker i den disciplin, og så kunne han gå til interviewzonen med tro på, at Liverpool nu kan true de øvrige tophold i kampen om mesterskabet.     

- Vi er bestemt inde i titelræset med ti kampe tilbage. Vi er ikke favoritter. Det hænger stadig på Chelsea og Manchester City, men vi er bestemt med omkring det, sagde anfører Steven Gerrard.

Chelsea fører Premier League med fire point ned til Liverpool og Arsenal. Manchester City er yderligere to point bagud, men det økonomisk velpolstrede stjernehold har spillet to kampe færre end konkurrenterne.