I tredje runde af Landspokalturneringen skal Brøndby IF møde Fremad Amager, der har John 'Faxe' Jensen som cheftræner og Ole Bjur som sportsdirektør. FC København møder 1. divisionsoprykkerne fra FC Roskilde, og de forsvarende pokalmestre fra AaB skal enten til Vejgaard eller Vejle.

Der var ni Superliga-hold tilbage i DBU's Pokalturnering, da der fredag blev trukket lod til tredje runde. FC Nordsjælland, OB og Hobro måtte alle se sig slået ud i anden runde og er derfor ikke længere med i den traditionsrige turnering.

De forsvarende mestre fra AaB skal op imod vinderen af kampen mellem Jyllandsserieklubben Vejgaard og konkurstruede Vejle. Brøndby skal en tur til Sundby Idrætspark, hvor John 'Faxe' Jensen er træner for 2. divisionsklubben Fremad Amager. Han kan tænke tilbage til sidste års turnering, hvor det overraskende lykkedes hans gamle holdkammerat Per Nielsen, der nu er cheftræner i Hvidovre, at sende Brøndby ud i mørket.

AGF skal forsøge at slå endnu et Superligahold, når Sønderjyske gæster den jyske storby.

Tredje runde af Pokalen ser således sådan ud og spilles den 28-29. oktober:
Fremad Amager - Brøndby IF
Lyngby - Randers FC
AGF - Sønderjyske
FC Roskilde - FC København
Aarhus Fremad - FC Midtjylland
FC Svendborg - FC Vestsjælland
BK Rødovre - Silkeborg
Vejgaard/Vejle - AaB
AC Horsens - Esbjerg
Skovbakken - B1908
Jammerbugten - Brønshøj
Greve - B93
HB Køge - AB
HIK - Odder
BSV - Marienlyst
SC Egedal - Varde