Michael Hemmingsen er tilbage som træner i en af fodboldens bedste rækker. Den 47-årige træner er torsdag blevet offentliggjort som ny cheftræner hos Superliga-nedrykkerne fra FC Vestsjælland, der har fået en forfærdelig start i 1. division med tre nederlag og tre uafgjorte i de første seks kampe. Hemmingsens rolle bliver i første omgang at stabilisere Slagelse-holdets defensiv, efter man har sluppet 11 mål ind indtil nu.

»Vi har lukket mange mål ind, og vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi nemmere vinder fodboldkampe. Og det gør vi ved at undgå, at modstanderen laver mange mål, og at vi selv kan score nogle. Det er det, vi starter med,« fastslår Vestsjællands sportsdirektør Jacob 'Gaxe'  Gregersen, der i sin tid også ansatte Hemmingsen som cheftræner i Sønderjyske tilbage i 2009.

'Gaxe' er da også glad for at have fundet en træner, som han deler fodbold-fiosofi med. Her forklarer han, hvorfor han valgte at hente Hemmingsen ind til at hive det kriseramte mandskab op af sumpen:

»Han står for noget tydelighed i sin tilgang til tingene. Han er en rutineret ræv, der har prøvet lignende situationer. Han har selv spillet rigtigt meget fodbold, og han har nogenlunde lignende syn på fodbold, som jeg har, så det var derfor.«

Sportsdirektøren vil dog ikke endnu låse sig fast på en målsætning for sæsonen:

»Vi har haft en hård opstart, og vi har tabt nogle fodboldkampe. Vi slår en streg i sandet og ser kun på den næste kamp. Og så æder vi os langsomt ind i målsætninger. Der kommer ingen forkromede målsætninger fra spillere eller træner, det gør der fra mig på et tidspunkt, men lige nu handler det om at noget glæde og noget vinderkultur ind i spillerne igen. Det er derfor, vi er her.«

Jacob 'Gaxe Gregersen' ønsker ikke at fortælle noget om længden på den aftale, som man har indgået med Michael Hemmingsen.

»Det har jeg ikke de store kommentarer til. Han er blevet ansat som cheftræner, og sådan er det.«