Steven Gerrard har tilbragt hele sin karriere i Liverpool, hvor han har været med til at vinde Champions League. Med sommerens skifte til Los Angeles Galaxy er tiden i Liverpool forbi, men Gerrard garanterer at skiftet ikke bliver en sovepude.

Når Steven Gerrard til sommer skifter det trygge og velkendte ud med nye udfordringer i på den amerikanske vestkyst, er det ikke, fordi han gerne vil læne sig tilbage og slappe af.

»Fodbold er mit liv, og det vil det også være det næste par år. Det er ikke nogen ferie eller for fornøjelsens skyld. Jeg vil vinde. Jeg vil spille en rolle og hjælpe holdet til mere sølvtøj. Jeg ved, jeg kan præstere fint de næste par år,« siger Steven Gerrard til Liverpool Echo.

At valget faldt på den californiske klub var heller ikke tilfældigt.

»Jeg skifter til et af de mest succesrige mandskaber i USA. Jeg har set mange af deres kampe, og jeg kender nogle spillere, der har spillet for klubben. Jeg har hørt fantastiske ting om klubben,« fortsætter han.

Steven Gerrard startede på Liverpools akademi som ni-årig og har siden sin professionelle debut som 17-årige været en fast del af Liverpools mandskab, hvor han blandt andet har været den længst spillende anfører. Derfor er der ingen tvivl om, at det bliver en stor omvæltning at forlade Liverpool.

»Den største udfordring bliver at falde til. Jeg har levet i Liverpool hele mit liv. Jeg elsker min by og jeg er stolt af mine rødder,« fortæller den 34-årige.

Han lover dog at gøre sit ypperste for Merseyside-klubben i den sidste halvdel af sæsonen.

»Jeg skylder Liverpool-fansene en del. Jeg har været så privilegeret at spille for dem og repræsentere dem i alle disse år. Jeg vil fortsætte med at gøre dette, indtil sæsonen slutter. Jeg lover at give alt, hvad jeg kan for at bringe dem noget succes i denne sæson, og forhåbentlig kan jeg komme tilbage en dag. Mit forhold til liverpool ender ikke denne sommer. Det vil aldrig ende,« forklarer Steven Gerrard.

Gerrard kommer dog ikke til at være helt ensom i det amerikanske. Han skal spille sammen med sin tidligere holdkammerat, Robbie Keane, der har været i Los Angeles siden 2011.