Liverpools Steven Gerrard spillede sin Premier League-kamp nummer 500 for Liverpool, da han og holdkammeraterne måtte nøjes med 0-0 på udebane mod West Bromwich Albion.

Den 34-årige levende klublegende startede inde, da han satte sin vilde rekord. Han er blot den tredje spiller i Liverpool, som har spillet 500 kampe i den røde trøje. I Premier League-æraen er han kun overgået af Jamie Carragher, der har spillet 508 kampe for Liverpool. Ian Callaghan har spillet hele 640 kampe, hvilket dog var før Premier League.

Steven Gerrard kan i weekenden se frem til at blive hyldet af Professional Footballers' Association for sine Premier League-meritter. Det bliver han sammen med Frank Lampard, som ligesom Gerrard fortsætter karrieren i USA efter sæsonen. Her har den mangeårige Liverpool-kaptajn skrevet under på en aftale med LA Galaxy.

Nogen særlig hyldest fortjener hverken Gerrard eller resten af Liverpool-holdet for lørdagens kamp på udebane mod West Bromwich Albion. Trods adskillige muligheder, hvor et skud på overliggeren af Mario Balotelli var en af dem, formåede Liverpool ikke at score i kampen. Steven Gerrard havde selv en god mulighed i første halvleg, hvor han tog et frispark omkring kanten af feltet, men bolden røg lige over mål.

»Vi skabte chancer, men tog dem ikke. Det har været et problem hele sæsonen. Jeg synes spillerne var glimrende. Spiller vi som i dag, så vinder vi ni ud af ti gange,« sagde Liverpool-manager Brendan Rodgers til BBC efter kampen.

Liverpool mistede femtepladsen i Premier League tidligere lørdag, da Tottenham og Southampton spillede uafgjort. Men med det ene point generobrede Liverpool den vigtige plads, som giver adgang til Premier League, fra Tottenham.

Steven Gerrard har scoret 183 mål i 705 optrædender for Liverpool og har løftet Champions League-, FA Cup- og League cup-trofæet i sin karriere for klubben. Men i forhold til flest Premier League-kampe må han se sig slået af en del andre koryfæer, som for længt er kommet i klub 500. Se de andre navne på den eksklusive liste herunder:

Ryan Giggs (632)
Frank Lampard (604)
David James (572)
Gareth Barry (557)
Gary Speed (535)
Emile Heskey (516)
Mark Schwarzer (514)
Jamie Carragher (508)
Phil Neville (505)
Rio Ferdinand (504)
Sol Campbell (503)
Steven Gerrard (500)

Af de 12 navne er det kun Giggs, Carragher og Gerrard, der har spillet for samme klub i alle kampe.