Da nationalsangen skulle til at bryde ud over stadionet i Elfenbenskysten i Vestafrika, gjorde spillerne ikke det, man normalt forventer og sang med.

I stedet satte de den højre hånd for munden, den venstre om mod tindingen. Med den simple gestus formåede de at sætte fokus på en tragedie, der synes at være glemt af resten af verden.

»Vi ser ofre for mange slags voldshandlinger. Eksplosioner, skud. Og vi ser rigtig mange kvinder og børn, der er ofre,« siger Marisa

Hun er medicinsk koordinator hos Læger uden Grænser i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo – også kendt som DR Congo.

DR Congos landstræner Sebastien Desabre deltog også i gestussen.
DR Congos landstræner Sebastien Desabre deltog også i gestussen. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

De seneste uger har været ekstraordinært voldsomme for de ellers garvede ansatte i den medicinske hjælpeorganisationen i regionen Nord-Kivu, der grænser op til Uganda og Rwanda.

I løbet af kort tid har de fået enorme mængder flygtninge fra store dele af regionen.

Her er vedvarende kampe mellem de congolesiske regeringsstyrker og oprørsgruppen M23 blusset op.

Tusindvis af mennesker drevet på flugt. Mange kun med de ejendele, de kan bære. Rigtig mange flygter med små børn. Manglen på mad og mulighed for sikker overnatning er et kæmpe problem.

Flygtningestrømmene i det østlige DR Congo er massive for tiden efter interne kampe i landet er brudt ud.
Flygtningestrømmene i det østlige DR Congo er massive for tiden efter interne kampe i landet er brudt ud. Foto: Aubin Mukoni/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mange af dem, der flygter, er blevet hårdt såret. Situationen er kritisk.

Ikke mindst fordi forsyningslinjerne er brudt sammen i området.

Men da den finder sted syd for Sahara på det afrikanske kontinent, så er fortællingen om tragedien i Nord-Kivu ikke nået langt videre end til lokale og regionale medier.

Så traf DR Congos herrefodboldlandsholdspillere en beslutning op til deres historiske semifinale i Africa Cup of Nations – kendt som AFCON.

Med gestussen inden semifinalen mod værtsnationen Elfenbenskysten fik de rettet verdens øjne mod krisen i hjemlandet.

I en pressemeddelelse fra Læger uden Grænser kan man læse om, hvordan situationen har udviklet sig i den helt gale retning.

»Læger uden Grænser modtager enorme antal krigssårede patienter, mens tusindvis flygter efter de seneste væbnede sammenstød i Nord-Kivu. Med civile og lægefaciliteter fanget i krydsilden, opfordrer Læger uden Grænser alle parter til at sikre sikkerheden for patienter, medicinsk personale og faciliteter, beskyttelsen af civile og sikre uhindret adgang til humanitære organisationer,« lyder det.

Marisa, der selv er i området, da B.T. taler med hende fredag 9. februar, fortæller, at det er noget af det værste, hun har oplevet.

Sådan så det ud, at DR Congos fodboldhold valgte at lave en gestus, der har fået stor opmærksomhed.
Sådan så det ud, at DR Congos fodboldhold valgte at lave en gestus, der har fået stor opmærksomhed. Foto: Franck Fife/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De interne flygtningestrømme er de mest voldsomme, vi har oplevet i mere end et år. Vi taler om mennesker, der er flygtet adskillige gange, de har ingenting, og de må overnatte i skoler eller kirker, inden de begiver sig ud i usikkerheden igen næste dag,« fortæller Marisa.

Lige nu er situationen voldsomt usikker.

Det er ikke til at sige, hvor de næste kampe mellem regeringsstyrker og M23 bryder ud. Konflikten har stået på i mindst et år. Der blev sidste år forhandlet en våbenhvile hjem, men den er blevet brudt igen og igen af de stridende parter.

Derfor har tusindvis af mennesker måttet flygte – ofte mod Goma, der er det regionale magtcentrum ved Kivu-søen i det centrale Afrika.

»Vi får forskellige antal ind hver dag. Mængden af vold stiger. Og vi har fået mere end 100 sårede ind de seneste dage. Situationen er meget skidt,« siger Marisa, da B.T. taler med hende.

Den store udfordring lige nu i området er, at forsyningslinjerne er ødelagt af krigshandlingerne i området.

Dermed er hjælpen til de mange tusinder i nød i fare.

DR Congos herrefodboldlandshold tabte semifinalen i Abidjan til Elfenbenskysten.

Men at de formåede at nå så langt i turneringen, har været en lindrende faktor i krigsplagede Kivu-område.

»Folk følger med i AFCON. Og det er noget, folk får stor glæde af i en svær tid,« siger Marisa.

Den korte gestus fra landets spillere ved AFCON blev meget mere end bare en gestus.