Andreas Laudrup meddelte mandag, at han stopper sin karriere som professionel fodboldspiller. Han er bange for at blive invalid, hvis han ikke gør det.

»Jeg har fået at vide, at hvis jeg ikke stopper med den træning og belastning, der er nødvendig for at spille elitefodbold, så vil jeg ikke være i stand til at lege med mine kommende børn i haven. Og så er der jo ikke så meget at være i tvivl om, vel,« siger Andreas Laudrup til dagbladet Politiken.

Det er ifølge avisen gigtformen 'reaktiv artrit', der har udviklet sig til en kronisk lidelse hos den 24-årige Andreas Laudrup, der er søn af Danmarks måske allerbedste fodboldspiller nogensinde, Michael Laudrup, og Siw Retz.

Gigtsygdommen har plaget Andreas Laudrup siden 2013 - dog uden at han selv har været klar over det.

»Da vi i FC Nordsjælland gik i gang med træningen til den nye sæson, kunne jeg mærke, at ikke alt var, som det skulle være. Jeg havde ondt i albuerne og skuldrene, og mit ene knæ hævede op. Forskellige skanninger viste, at jeg havde væske i knæet, men ellers tydede intet på, at der var noget særligt i vejen med mig,« siger Andreas Laudrup til Politiken.

bt

Dengang var der dog forskellige blodprøver, som viste, at Andreas Laudrup havde forhøjede infektionstal. Det viste sig at skyldes reaktiv artrit - en gigtsygdom, som kan kureres hos nogle, men ikke hos alle.

Andreas Laudrup gik i gang med medicinsk behandling, men han havde stadigvæk problemer. I sommeren 2014 løb kontrakten med FCN ud, og Andreas Laudrup skiftede til AGF.

Han var med i de første kampe, men derefter fik Andreas Laudrup store problemer med hofterne. Han gennemgik en operation i december 2014, som varede fire timer.

»Jeg har set en optagelse af operationen, og det er alt andet end hyggeligt. Bagefter sagde lægen til mig, at han ikke fattede, at jeg havde været i stand til at spille fodbold med den hofte. Det var den værste, han havde set, og så endda hos en 24-årig,« siger Andreas Laudrup.

Men det blev ikke meget bedre af operationen. Andreas Laudrup kunne stadig ikke spille fodbold. Han kunne kun svømme og cykle. Og i april i år bad han så om at få lægernes dom. Og fik følgende svar:

»Jeg skal finde mig en anden hobby end fodbold, hvis jeg gerne vil kunne spille rundbold med mine børn, når jeg fylder 40. Det går ikke med fodbold.«

Fremtiden byder altså ikke på fodbold, men derimod satser den tidligere ungdomslandsholdspiller, danske mester og dobbelte danske pokalvinder med FCN på at læse økonomi og handel.

»Og holde mig i form med at cykle og ellers glæde mig over livet, min kæreste Pauline og familien,« siger han.