Daniel Agger er skadesfri, og forud for EM-kvalifikationskampen torsdag mod Portugal føler den danske landsholdsanfører sig bedre tilpas end længe.

Han har spillet fast, han er skadesfri, og hans klub har kun tabt en gang ud af de sidste otte kampe i Superligaen. Så Daniel Agger er i fin form og i godt humør inden Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Portugal.

»Jeg synes, jeg har haft overskud i de senere uger. Jeg har fået en del kampe i benene i forhold til i starten af sæsonen,« sagde en smilende Daniel Agger til TV2 Sport forud for kampen i Braga mod Portugal torsdag.

Her skal Danmark reelt vinde for at have en realistisk mulighed for at komme med til EM-slutrunden i Frankrig til næste år.

»Vi ved, det bliver svært. Portugal er et svært sted at spille. Vi har spillet gode kampe og dårlige kampe dernede. Vi tror på, at vi kan vinde, men vi har brug for en god portion held,« sagde Daniel Agger.

Portugals verdensklassespiller, Cristiano Ronaldo, vil få særlig opmærksomhed.

»Vi har spillet mod ham mange gange, og vi har spillet mod Portugal mange gange, så vi kender deres kvaliteter. Det er mest Portugal som hold, vi fokuserer på, for en mand kan ikke det hele,« sagde Daniel Agger, der i forhold til 0-0 kampene mod Albanien og Armenien venter en anden type kamp mod Portugal, der ligesom Danmark gerne vil have bolden meget og længe ad gangen.

»Der har været en tendens til, at vi ofte spiller bedre mod bedre modstandere. Men der er fordele og ulemper ved at være favorit og ved ikke at være det,« sagde den danske landsholdsanfører.