Bayern Münchens træner Pep Guardiola gik lige til stregen - og måske lidt over - da hans klub søndag spillede 0-0 mod Borussia Mönchengladbach.

Kampens kvindelige fjerdedommer, Bibiana Steinhaus, havde ifølge den spanske træner lagt for få minutter til kampen, og det fik Guardiola til at henvende sig til dommeren på en lidt upassende måde.

Først lagde Guardiola armen rundt om Steinhaus' talje inden han tog fat i hendes hånd og lagde en arm på hendes skulder. Det fik straks Steinhaus til at fjerne Guardiolas hånd.

- Det viste mangel på respekt, den måde han behandlede Bibiana på. Det lignede nærmest, at han inviterede hende på date. Den måde, hun afviste ham, var genial, sagde den tidligere tyske manager Ewald Lienen i det tyske fodbolddebatprogram Sky90.

- Jeg ville have mere tid, men hun sagde "det kan der ikke være tale om", sagde Guardiola om episoden efterfølgende.

Det er ulovligt at udøve fysisk kontakt mod en dommer, og derfor kan Bayern-træneren muligvis se frem til en straf.